Colombia: Kampen fortsætter

Af Nina Lendal, frivillig for International Action for Peace

På papiret er der fred i Colombia, men for de sociale bevægelser fortsætter kampen for social retfærdighed. Årsdagen for fredsaftalens ikrafttræden (24/11/17) præges af brudte løfter, træghed i implementeringen, voldelige angreb på fredelige protester og en stigning i selektive drab på sociale ledere. Alligevel fastholder de bondeorganisationer, jeg ledsager gennem International Action for Peace (IAP), deres tro på fredens vej med fredsaftalen som en afgørende løftestang for sociale forandringer.

På min seneste ledsagelse spurgte jeg menneskerettighedsforkæmperen Julio, hvordan han syntes det gik med fredsprocessen. Han svarede, at det korte svar er ”skidt”. Vi befandt os i Guaviare på kanten af Amazonas, hvor de regionale bondeorganisationer havde indkaldt til tre dages mobilisering til forsvar for fredsaftalen. Mobiliseringen var indkaldt på baggrund af regeringens adskillige aftalebrud som del af en national protest med alt fra markeringer og demonstrationer til vejblokader.

Julio er ikke overrasket over regeringens aftalebrud. Som i resten af Colombia, har lokalsamfundene i Guaviare adskillige uopfyldte aftaler liggende, som de har indgået med regeringen efter tidligere strejker og protester. Han resignerer dog ikke af den grund, blandt andet fordi den omfattende nationale og internationale opmærksomhed omkring aftalen sår et vis håb for, at regeringen kan presses til at levere.

De bondeorganisationer, jeg ledsager gennem IAP, er enige om, at fredsaftalen er et dokument, der kan være en afgørende løftestang for sociale landvindinger. Som bondelederen Eduardo udtrykte det til et seminar nogle dage inden mobiliseringen; ”Fredsaftalen er ikke bare til gavn for guerillaen. Tværtimod. 95 % af aftalen handler om at tage fat ved konfliktens rødder. Den søger at gøre op med den strukturelle uretfærdighed. Den handler om skoler, veje og jord til os bønder. Derfor må vi ud og forsvare den”.

Guerillabevægelsen FARC-EP (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia – Ejército del Pueblo) har overholdt sin del af aftalen. I august 2017 indleverede bevægelsen sine sidste våben og d.1.september overværede jeg, at de omdannede sig til et politisk parti med stor festivitas på Bolivarpladsen i Bogotá. Partiet fik det nye navn Fuerza Alternativa Revolucionaria del Común (FARC), som betyder Fællesskabets Alternative Revolutionære Kraft.

Det går mere trægt for regeringen. Heraf Julios slette diagnose. Senest har FN udtrykt deres bekymring over at regeringen ikke leverer[i]. Som Julio minder mig om, har fredsprocessen mange fjender, og de sætter deres kræfter ind både i lovgivningsprocessen, i implementeringen og langt ud over det lovformelige Colombia.

Kan aftalen forhales til døde?

I oktober 2016 stemte colombianerne nej til fredsaftalen med en sølle stemmeprocent og et snævert flertal. Ud over at aftalen blev modificeret med højrefløjens fingeraftryk, betyder nejet at hele aftalen skal igennem en almindelig lovgivningsproces, hvor aftalen bliver genforhandlet og ikke mindst forhalet.

Et eksempel er lovgivningsprocessen omkring den særlige fredsdomstol (La Juristicción Especial de Paz), som skal tildele amnesti eller nedsatte straffe til krigens forbrydere på den betingelse, at de bidrager til at få sandheden frem om konflikten.

Fredsdomstolen er et centralt konfliktpunkt mellem fortalere og modstandere af fredsaftalen. Nej-fløjen kritiserer især, at FARCs ledere kan stille op til valg, mens Ja-fløjen fastholder, at fredsaftalens essens netop er, at guerillaen erstatter sine våben med politiske argumenter og går demokratiets vej. I begge lovgivende kamre er lovforslaget blevet forhalet af hundredvis af ændringsforslag, og desuden er senatorer udvandret i stor stil, så der gentagende gange ikke har været tilstedeværende nok til at stemme. Fredsdomstolen er endelig ved at være vedtaget, dog i en noget mere tandløs version end den oprindelige version i aftalen.

Der er ikke noget nyt i, at den tidligere præsident Alvaro Uribe og hans slæng søger at obstruere fredsaftalens implementering, men med fredsdomstolens lovgivningsproces er regeringskoalitionen, som ellers stod sammen om fredsaftalen, begyndt at smuldre. Dette er et klart symptom på, at præsidentvalget i marts og maj 2018 nærmer sig, og desværre for fredsprocessen finder mange politikere det opportunt at stille sig kritisk overfor fredsdomstolen, som er en bærende søjle i fredsaftalen.[ii]

Grundlovsdomstolen har erklæret at fredsaftalen er juridisk bindende i de næste tre præsidentperioder. Alligevel er der velbegrundet frygt for, at hele processen falder til jorden, hvis modstanderne af fredsaftalen vinder det forestående valg.

Den hårde linje

Mobiliseringen i Guaviare kredser om to centrale aftalebrud; de forcerede rydninger af kokamarker og de fortsatte drab på sociale ledere.

I forhold til kokaen, lover fredsaftalen programmer med omfattende støtte til omlægning til andre afgrøder, men, blandt andet på grund af pres fra USA, har regeringen iværksat en offensiv med forcerede rydninger af kokamarker. Disse rydninger bliver mødt med massive protester over hele landet, som igen bliver mødt med statens hårde hånd.

Mest voldsomt gik det for sig i Tumaco i delstaten Nariño d.5 oktober 2017, da politiet skød og dræbte 9 protesterende kokabønder. Politiet forsvarer sig med, at protesterne var ledet af FARC-dissidenter og kriminelle bander; et nyt tvist på en gammel traver i Colombia, hvor regimet i årevis har undertrykt al opposition med det argument at guerillaen stod bag. De lokale fastholder at protesterne var civile, og at det angreb, som politiet hævder at have forsvaret sig mod, kan have været tåregaspatroner, som de protesterende kastede tilbage mod politiet.

I bussen på vej til Guaviare tikkede nyheden ind på min kollegas mobil, at 4 kokabønder var blevet sårede i konfrontation med politiet. Fra talerstolen dagene efter lød bøndernes krav på, at staten holder op med at behandle dem med ”krigens metoder”, at de overholder fredsaftalen og standser de forcerede rydninger.

Regeringen fastholder en dobbeltstrategi med en kombination af forcerede rydninger og programmer med frivillig omlægning. I Catatumbo oplevede jeg hvordan disse to strategier kolliderede, for mens projektarbejdere fra det nye omlægningsprogram forhandlede lokalaftaler med landsbyrådene og bondeorganisationen, sendte centralregeringen tropper ud for at rydde kokamarker. Projektarbejderne sagde mange pæne ord på den fodboldbane, hvor 300 bønder var forsamlet til info om den frivillige omlægning, men bøndernes indgroede mistillid blev ikke mindre af statens tvetydige opførsel. Den frivillige omlægning, er en proces der kræver tid og ressourcer, men i øjeblikket lader det til, at der er langt flere ressourcer til den hårde linje.[iii]

Skal det være alfabetisk, før man kan kalde det systematisk?

D.16. juli 2017 dræbte ukendte gerningsmænd Ezequel Rangel; en ung bondeleder for organisationen Asociación Campesina del Catatumbo. Han deler skæbne med utallige sociale ledere, som er blevet dræbt siden fredsaftalen, på trods af aftalens løfter om sikkerhedsgarantier for politisk deltagelse.[iv]

Statistikkerne for dræbte ledere varierer en del. En rapport fra Indepaz og Marcha Patriótica beretter om, at 133 menneskerettighedsforkæmpere blev dræbt bare i første halvdel af 2017, mens FNs mere konservative bud er 78 dræbte ledere og medlemmer af sociale organisationer i 2017. Menneskerettighedsorganisationerne i landet er dog enige om at tallene er bekymrende og kalder på handling fra regeringen[v].

Den colombianske regering nægter at tale om systematiske drab. Derfor har der verseret en galgenhumoristisk kommentar på de sociale medier med spørgsmålet: ”Skal det være alfabetisk, før man kan kalde det systematisk? ” Juridisk set, skal der være klarhed om aktøren bag, før man kan tale om systematiske drab, men denne klarhed lader vente på sig.

Fælles for størstedelen af drabene er, at de er begået i områder, der tidligere var domineret af FARC-EP. Et faktum der indikerer, at staten ikke har været i stand til at etablere kontrol i områderne.

Drabene på sociale ledere vækker ubehagelige minder fra det politiske folkedrab på Unión Patriótica: Et parti, der blev dannet af FARC-EP i 1985 som resultat af en fredsproces. Partiet opnåede stor opbakning i de første valg efter dannelsen, men blev brutalt udslettet idet mellem 3500 og 5000 medlemmer af partiet blev dræbt, herunder to præsidentkandidater, 8 kongresmedlemmer, 13 medlemmer af delstatsrådene, 70 byrådsmedlemmer og 11 borgmestre[vi].

Bondelederne, jeg ledsager, kender kun alt for godt deres lands historie, og de ved, at der ikke er langt fra nej-fløjens velfriserede politikere til de maskerede motorcykelryttere, der opsøger og skyder deres kammerater. Fremtiden må vise om fredsprocessen formår at sætte en stopper for de paramilitære kræfter, der vinder terræn i store dele af landet.

Hvert et rum for deltagelse må udnyttes

I udkanten af Barrancabermeja overværede jeg, at 20 delegerede kvinder fra Cimitarra-floddalen mødtes for at tale om hvordan fredsaftalen søger at fremme kvinders politiske deltagelse. På politisk niveau er der dannet 16 særlige valgkredse, hvor beboerne i områder hårdest ramt af konflikten kan vælge en repræsentant fra de sociale organisationer til kongressen. Her skal alle valglisterne bestå af en kvinde og en mand. Desuden ligger fredsaftalen vægt på deltagelse af såvel kvinder som afrocolombianere og oprindelige folk i implementeringen lige fra det nationale til det lokale.

Diskussionerne kom langt omkring, og efter at have beklaget sig over regeringens sædvanlige aftalebrud, sagde én af kvinderne fra Cimitarra-floddalen, at det måske var tid til at lægge sin mistillid lidt til side. De andre kvinder svarede, at det snarere er et spørgsmål om at fastholde presset på regeringen. Første skridt er at kende aftalen, sagde en af kvinderne, og derefter må vi udnytte ethvert rum for deltagelse, som fredsaftalen åbner.

Bondeorganisationerne i Guaviare, Catatumbo og Cimitarra-floddalen er klar til at spille på alle strenge; fra den lokale deltagelse til den parlamentariske og på gaden om nødvendigt. Kampen fortsætter!

[i] http://www.elcolombiano.com/colombia/acuerdos-de-gobierno-y-farc/onu-pide-cumplir-con-el-acuerdo-con-las-farc-HD7702393

[ii] Semana Edición no 1855. “La JEP en cintura” og “Último minuto”.

[iii] Semana Edición no 1849. ”La Batalla que se está perdiendo” og “Fracaso Anunciado”.

[iv] http://prensarural.org/spip/spip.php?article21789

[v] http://www.acnur.org/noticias/noticia/acnur-se-muestra-preocupado-por-el-incremento-en-los-asesinatos-de-lideres-comunitarios-en-colombia/ og http://www.indepaz.org.co/wp-content/uploads/2017/08/TROCHAS-DE-PAZ-Y-ESPERANZA-Informe-Nacional-de-Derechos-Humanos-enero-junio-de-2017.-Final.pdf

[vi] https://es.wikipedia.org/wiki/Uni%C3%B3n_Patri%C3%B3tica_(Colombia)

Advertisements

Fredens skov glemmer ikke sine ofre

Miguel Huépas øjne er blanke, da hans søn Wilman Gonzalez hænger mindetavlen for sin bror op i det unge cedertræ. De to bondeledere fatter sig og stiller op til fotos foran de pressefolk, som er kommet til landsbyen Puerto Matilde til den ceremonielle indvielse af ’det levende fredsmonument’ i Cimitarrafloddalen. Monumentet er en del af ’fredens skov’: Et program under miljøministeriet, som støtter miljøbeskyttelsesindsatser, produktive projekter og processer til at bearbejde krigens minder.

Scenen med de to ledere af bondeorganisationen i Cimitarrafloddalen (Asociación Campesina del Valle del Rio Cimitarra, ACVC), minder mig om første gang jeg mødte Wilman tilbage i 2008. I skyggen af et stort træ fortalte han mig, at han netop havde mistet sin bror. Miguel Ángel Gonzales Gutiérrez var en vigtig leder i sit lokalsamfund. Han blev dræbt af hæren d.27. januar 2008 i selv samme landsby, hvor Wilman og jeg sad og talte sammen.

Som om dette ikke skulle være tragedie nok, fortalte Wilman mig, at hans far var fængslet. I 2007 blev der udstedt arrestordre på hele ACVC’s ledelse med anklager om forbindelse til guerillaen. Seks af lederne blev anholdt, mens resten gik under jorden. I løbet af 2009 blev sagerne lukket én for én på grund af manglende beviser, og i tilbageblikkets klare lys, ligner sagen mest af alt en fabrikeret anklage med det formål at svække den sociale bevægelse, som det er set så mange gange før i Colombia[I].

Tilbage i Puerto Matilde, 2017, mindes ACVC’s forkvinde Irene Ramírez også den svære tid, som bondesamfundene gennemlevede særligt i Alvaro Uribes præsidentperiode (2002-2010). Hun mindes den konstante stigmatisering, de fabrikerede anklager og sidst men ikke mindst de såkaldte falske positiver: Et udtryk, der dækker over hærens drab på civile, som efterfølgende blev præsenteret som guerillasoldater for at vise resultater.

I Puerto Matilde har de plantet 42 træer til det levende fredsmonument. Under den ceremonielle indvielse hænger familie og pårørende mindetavler op. Hver mindetavle bærer navnet og dødsdatoen for en afdød indbygger fra Cimitarrafloddalen. Hver og én er et offer for hærens udenretlige henrettelser.

Hver og én har sin egen historie. Den lokale leder Pablo fortæller mig, at han arbejdede sammen med Jose Miguel, som blev dræbt d. 5. september i landsbyen Caño Dorado. Carlos Mario var en del af deres dansetrup, fortæller Eladio Morales fra ACVC, mens han peger på én af mindetavlerne. Guillermos lig blev fundet, fordi hæren havde efterladt hans saddel i vejkanten. Hesten havde de også dræbt. Det er svært at rumme alle de tragiske skæbner.

Falske Positiver
Natalia Fernandez, som arbejder med de kollektive erindringsprocesser for ACVC, fortæller mig, at de fleste af de 42 drab er under behandling i retsvæsenet. I nogle af sagerne er der fældet dom, mens andre er under proces og andre igen er henlagt. Hun nævner Aicardo Antonio Ortiz Tobóns sag, som eksemplificerer nogle af de udfordringer omkring skandalen om de falske positiver.

To militærfolk og én civil er dømt for drabet på Aicido, men efterforskningen af fem andre militærfolk er henlagt. Desuden er der flere militærfolk, der slet ikke er blevet undersøgt, selvom flere vidneudsagn peger på deres medskyld. Det drejer sig om højtstående militærfolk. I maj 2017 erklærede en domstol, at den colombianske stat, forsvarsministeriet og hæren er ansvarlige for den arbitrære henrettelse af Aicido. Dommen fastslår, at sagen skal genåbnes og at alle implicerede skal undersøges [II].

På nationalt niveau er adskillige korporaler og soldater blevet dømt for de falske positiver, men hvem der er ansvarlige på højere niveau, er endnu ikke afklaret. Netop denne ”forsømmelse” var på dagsordenen, da chefanklageren for den internationale straffedomstol for første gang besøgte Colombia i september 2017. Allerede i 2012 udtrykte straffedomstolen, at ”det lader til at disse forbrydelser er begået systematisk og i stor skala som en del af en statslig eller en organisatorisk politik. ” Siden da har domstolen fulgt det colombianske retssystems behandling af sagerne tæt, og er ikke tilfreds med de få fremskridt. Budskabet er, at hvis ikke det colombianske retssystem identificerer og dømmer de ansvarlige på højeste niveau, vil den internationale straffedomstol åbne sager. Den har allerede identificeret 29 højtstående militærfolk, som man påtænker at åbne sag mod [III].

Et andet åbent spørgsmål omkring de falske positiver er, hvilken rolle den særlige fredsdomstol (Jurisdicción Especial para la Paz) skal spille. Domstolen, som endnu ikke er oprettet, skal behandle forbrydelser relateret til den væbnede konflikt. Men denne definition efterlader plads til mange fortolkninger, og jurister såvel som kommentatorer er delte i spørgsmålet [IV]. Den særlige fredsdomstol giver mulighed for amnesti og nedsatte straffe til de ansvarlige for forbrydelser, hvis de indvilliger i at bidrage til at få sandheden frem. I Aicidos sag er de dømte allerede løsladt under den betingelse, at de vil fortælle sandheden om drabet til fredstribunalen [V].

Skoven og freden
Fra 2010 begyndte der at ske positive forandringer i Cimitarrafloddalen, fortsætter Irene Ramírez fra ACVC. Regeringen anerkendte igen det Bondereservat (Zona de Reserva Campesina), som Alvaro Uribe havde suspenderet, og ACVC modtog en vigtig national fredspris. Fredens skov er endnu et skridt i denne institutionelle anerkendelse. Ifølge forkvinden er det ikke bare en anerkendelse af lokalsamfundenes naturbeskyttelsesindsats, det er en anerkendelse af deres organisering og deres anstrengelser for at forblive i deres territorie på trods af forfølgelsen og volden.

Miguel og Wilman er eksempler på dette mod. Den unge mand, jeg mødte for 9 år siden, lod sig ikke intimidere. Tværtimod dedikerede han sig helhjertet til bondeorganisationen, for eksempel i arbejdet for at beskytte den uberørte regnskov, der ligger bag en linje, som landsbyrådene selv har defineret og markeret.

En anden leder af ACVC, Andrés Gil, understreger i sin tale, at dette er fredens essens: At staten nærmer sig lokalsamfundene i disse områder, hvor den aldrig har været tilstede med andet end militær. At staten bygges op netop gennem institutionel støtte til lokale initiativer. I Cimitarrafloddalen har de lokale landsbyråd allerede systemer til naturbeskyttelse, de mangler bare at staten anerkender dem.

Stemningen er optimistisk den dag i Puerto Matilde, men et enkelt spørgsmål til embedskvinden fra miljøministeriet minder om nogle af de udfordringer, som lokalsamfundene fortsat står overfor. En journalist spørger, om fredens skov beskytter området mod udvindingsprojekter, for eksempel ved fracking. I Cimitarrafloddalen ved man godt, at regeringen planlægger at benytte frackingmetoden til at udvinde olie omkring Magdalenafloden [VI], og det ser ud til at det fortsat er op til dem selv at yde modstand, hvis denne destruktive udvindingsmetode kommer til deres del af floddalen. Også selvom området nu kan kalde sig fredens skov.

 

[I] https://pbicolombiablog.org/2009/09/30/miembros-de-la-acvc-acusados-sin-fundamento/

[II] http://humanidadvigente.net/estado-colombiano-declarado-responsable-la-ejecucion-extrajudicial-del-campesino-aicardo-antonio-ortiz-tobon/

[III] http://colombia2020.elespectador.com/jep/fiscal-de-la-cpi-de-visita-por-colombia

[IV] http://www.semana.com/nacion/articulo/gustavo-moreno-desmiente-a-musa-besaile-en-la-corte/541052

[V] http://humanidadvigente.net/juzgado-39-suspende-una-orden-captura-pone-libertad-4-militares-asesinado-del-campesino-aicardo-antonio-ortiz-tobon/

[VI] http://m.elcolombiano.com/negocios/economia/organizaciones-piden-al-gobierno-no-hacer-prueba-de-fracking-NA7277807

Kokamarker ryddes med magt på trods af aftaler om frivillig omlægning

Jeg er taget til Colombia som fredsobservatør for at ledsage bondeorganisationer, der er udsat for forfølgelse på grund af deres sociale og politiske engagement. Min første ledsagelse går til regionen Catatumbo i det nordøstlige Colombia.

I bilen på vej til landsbyen fortæller bondelederen Fredy mig, at bøndernes primære økonomiske aktivitet i området er kokadyrkning. På grund af den elendige infrastruktur og den manglende statslige støtte til småbønder er koka den eneste afgrøde, som kan generere en indtægt. Fredy udpeger nogle kokamarker på de henrivende bjergskrænter; nogle er blottet for beskueren, mens andre er gemt under madbananernes palmeblade.

Den colombianske regering har netop iværksat en offensiv, hvor hær, politi og en række civile myndigheder river kokaplanter op manuelt uden lokalsamfundenes samtykke. Denne fremgangsmåde er i modstrid med fredsaftalen, som blev indgået mellem den colombianske regering og guerillabevægelsen FARC-EP i slutningen af 2016 og som lover programmer baseret på frivillig omlægning af koka til andre afgrøder.

Inden min rejse til Catatumbo talte jeg med Christian og Lizeth fra den sociale og politiske bevægelse Marcha Patriótica om problematikken. Christian havde lige været i Cauca og Guaviare for at dokumentere situationen for kokabønderne. Begge de lokalsamfund, han havde besøgt, var udsat for forceret rydning, fortalte han, og dette på trods af at bønderne havde udtrykt ønske om frivillig omlægning. I Guaviare var der endda allerede igangsat et pilotprojekt for omlægningen.

Lizeth gør mig opmærksom på, at de forcerede rydninger er iværksat på grund af pres fra USA. Under et besøg i Washington i maj talte Colombias præsident Santos med USA’s præsident Trump om problematikken[i], og siden da er tonen skærpet. William Brownfield, som er assisterende sekretær for internationale narkobekæmpelsesanliggender i USA, udtaler, at det vil gå ud over de bilaterale relationer mellem USA og Colombia, hvis Colombia ikke omgående gør noget ved kokaproduktionen[ii].

USA’s påskud for at presse Colombia er at kokaproduktionen er steget voldsomt de seneste år. FN’s årlige studie viser, at arealet tilplantet med koka steg fra 96.000 hektarer i 2015 til 146.000 hektarer i 2016, hvilket svarer til en stigning på 52 %[iii]. Regeringen i USA taler om 188.000 hektarer i 2016 og en stigning på 130 % over de sidste tre år af fredsprocessen.

I et interview til mediet Semana peger den colombianske minister for postkonflikt Rafael Pardo tre årsager til stigningen. Den primære grund han fremhæver er, at den colombianske peso ligger meget lavt i forhold til dollaren. Det betyder, at eksportvirksomheden, som kokadyrkningen er knyttet til, er ekstra lukrativ. Et andet element er, at forbruget af kokain i USA er steget.

Sidst men ikke mindst fremhæver Pardo, at de forventninger, som fredsprocessen har skabt, kan have motiveret mange bønder til at plante koka. Hvis jeg var en fattig bonde i Colombia, ville jeg selv overveje at plante en halv hektar med koka, for fredsaftalen lover både individuel støtte og lån til omlægning, samt kollektive projekter til fremme af den lokale bondeøkonomi i områder med meget koka.

En fjerde faktor, som postkonfliktministeren ikke nævner, er at paramilitære grupper rundt omkring i landet modarbejder omlægningen, da de er interesserede i at fortsætte deres narkoforretninger. D.4. august i år blev bondelederen Nidio Dávila dræbt af paramilitære på grund af sit arbejde for at omlægge kokamarkerne i sit lokalområde i Nariño i det sydlige Colombia. Tyve mænd, som identificerede sig som medlemmer af den paramilitære gruppe de Gaitanistiske selvforsvarsstyrker, hentede Nidio i hans hjem og bragte ham til et sted kaldet El Cable, hvor han blev henrettet i de lokale beboeres påsyn. Ifølge de overlevende truede de paramilitære med at dræbe enhver, der fortsatte med at tale om omlægning af kokamarkerne[iv].

Faktum er, at kokaproduktionen er steget som resultat af en række forskellige faktorer. Det, der deler vandene, er spørgsmålet om hvilken respons problemet kræver.

Postkonfliktministeren forklarer til Semana, at regerings plan er at rydde 50.000 hektarer med magt og fjerne andre 50.000 hektarer gennem frivillig omlægningiii. Han uddyber dog ikke hvilke kriterier, der guider den forcerede rydning.

Fredsaftalen udtrykker tydeligt, at der udelukkende bør tyes til rydning med magt i tilfælde hvor lokalsamfund eller individer nægter at omlægge[v]. Regeringens fremfærd tyder dog på, at der ikke er vilje til at give den frivillige omlægning den tid og de ressourcer den behøver. I stedet for at gå den fredelige vej, som fredsaftalen udstikker, skaber den colombianske regering mere konflikt og militarisering af landets rurale områder.

Fremme i landsbyen fortæller bondelederen Fredy, at den forcerede rydning af kokamarker i Catatumbo har været rimelig begrænset. En del af forklaringen er, at bønderne i Catatumbo efter omfattende protester i 2013 fik den colombianske regering til at underskrive en banebrydende aftale om ikke at rydde kokamarker med magt. Regeringen har overholdt aftalen delvist, fortæller Fredy, for der har været sporadiske rydninger. Den anden del af forklaringen er ifølge Fredy, at lokalsamfundenes reaktion er stærk, når rydningsindsatserne kommer til Catatumbo. ”Så det er ikke nemt for dem her, ” slutter han.

Overalt i Colombia modsætter lokalsamfundene sig de forcerede rydninger, for selvom de er villige til at omlægge, har de brug for mad på bordet. I opråb til regeringen og offentligheden minder de om fredsaftalens fjerde punkt om frivillig omlægning og erklærer ”Nej til forceret rydning, frivillig omlægning nu!” [vi]

International ledsagelse i Colombia.
Nina Lendal er i Colombia for at ledsage en række bondeorganisationer, som har brug for international rykdækning på grund af den forfølgelse, de er udsat for. Hun er en del af International Action for Peace, som du kan læse mere om her: http://www.actionpeace.org/ Det næste års tid vil Nina berette til Colombianyt om hvordan fredsopbygningen og den fortsatte konflikt ser ud fra nogle af de mest afsides kroge af Colombia.

 

 

[i] http://www.semana.com/nacion/articulo/eeuu-pide-a-colombia-a-reanudar-la-aspersion-aerea-de-los-cultivos-de-coca/528490

[ii] http://www.infobae.com/america/colombia/2017/08/03/estados-unidos-alerto-de-posibles-problemas-bilaterales-con-colombia-por-el-aumento-de-los-cultivos-de-coca/

[iii] http://www.semana.com/nacion/articulo/rafael-pardo-explica-por-que–han-crecido-los-cultivos-ilicitos/532568

[iv] http://prensarural.org/spip/spip.php?article21889

[v] Fredsaftalens punkt 4.1.3.2

[vi] http://www.prensarural.org/spip/spip.php?article21652

 

Afskovningen stiger i områder forladt af FARC

Det følgende er en fri oversættelse af artiklen “El impacto ambiental de la salida de las FARC” fra det colombianske medie La Silla Vacía, 05/07/17.

http://lasillavacia.com/historia/el-impacto-ambiental-de-la-salida-de-las-farc-61592

I årevis har guerrillabevægelsen FARC-EP udstukket retningslinier for miljøbeskyttelse, for eksempel begrænsninger på fældning af skov, i de områder, de kontrollerede. Nu øges afskovningen i mange af de regioner, som guerrillaen har forladt for at nedlægge våben og påbegynde indslusning i det civile liv.

Det colombianske medie La Silla Vacía har undersøgt fire cases og talt med borgmestre, medlemmer af byråd og miljømyndigheder om afskovningsproblematikken.

“Al den skov, som guerillaen har undladt at fælde i 50 år, har andre fældet i år,” udtaler borgmesteren for kommunen Uribe i delstaten Meta syd for hovedstaden Bogotá. Et byrådsmedlem i samme kommune forklarer at småbønder fælder træer for at plante ris, majs og madbananer: “De fælder ikke træer for tømmerets skyld, men for at udvidde deres landbrug, for nu er der ingen, der fortæller dem, at de ikke må.”

FARC udstak en vifte af miljørelaterede regler, som de opretholdt ved hjælp af bøder og andre sanktioner. Som forpersonen for landsbyrådet i Montañita forklarer til La Silla Vacía uddelte FARC en miljømanual til alle landsbyråd. Somme tider diskutterede landsbyrådene reglerne med FARC, og de blev modificeret hvis landsbyrådene for eksempel fandt reglerne for strikte, fortæller landsbyforpersonen.

Afskovningens forskellige dynamikker

I den sydlige delstat Guaviare er situationen kritisk. En ny rapport fra Institut for Hydrologi, Meteorologi og Miljøundersøgelser under Miljøministeriet (IDEAM) viser at tre ud af de otte knudepunkter, hvor afskovningen er steget eksponentielt i første kvartal af 2017, ligger i Guaviare.

En anonym kilde fra miljøministeriet betragter afskovningen som en sideeffekt af post-konflikten. Kilden forklarer, at der er sket et boom i jordopkøb I Guaviare. Der er eksempler på personer, der opkøber hele landsbyer, og det skyldes, at fredsaftalen skaber store forventninger til at de uformelde jordbesiddelser kan blive formaliseret. Ifølge kilden er det primært store jordejere, der udvider deres besiddelser.

I nabo-delstaten Caquetá er situationen anderledes i den forstand, at afskovningen er drevet af fordrevne småbønder, der vender tilbage og indtager udyrket land. Sådan betragter et byrådsmedlem i kommunen Cabrera situationen.

Direktøren for miljømyndigheden Corpoamazonia fastholder at afskovningen ikke er drevet af en enkelt factor, men at én ting, der står klart, er, at folk indtager nye landområder til kvægdrift, og dette kan skyldes at FARC har forladt området.

I den nordvestlige delstat Chocó er billedet blandet. I nogle områder er afskovningen stor på grund af illegal minedrift, mens det i andre områder, som IDEAM har kategoriseret som ‘kritiske’, er faldet. Miljømyndigheden Codechocó identificerer to tendenser, som kan forklare, at afskovningen ikke er steget. I nogle kommuner har henholdsvis guerillabevægelsen ELN og den paramilitære gruppe Los Gaitanistas overtaget de områder, som FARC har forladt. Her er statistikkerne for afskovning stabile, fordi de nye ”autoriteter” har overtaget de regelsæt, som FARC stod i spidsen for førhen. I andre områder kæmper ELN og Los Gaitanistas om kontrollen. Her er afskovningen bremset, for som miljømyndigheden udtaler: “Der er ingen, der vil give sig til at fælde skov midt I kamphandlinger.”

Statens Strategi

For at imødegå afskovningen i områder tidligere kontrolleret af FARC har den colombianske regering iværksat en ny strategi. Strategien består i ugentlige møder mellem 19 statslige institutioner, herunder hæren, politiet og de lokale miljømyndigheder. Her koordineres indsatser som uddannelse I miljøbeskyttelse, militære operationer og vej- og flodkontroller for at bremse illegal handel med tømmer.

I Caquetá har strategien fungeret som pilotprojekt siden januar 2017. 83 personer er blevet arresteret og 720.000 m2 tømmer er blevet beslaglagt. Alligevel viser statistikkerne at afskovningen sker langt hurtigere end myndighederne har kapacitet til at kontrollere.

I Guaviare, hvor strategien også er indført, har myndighederne kun gennemført én koordineret operation.  Her blev kommissionen angrebet af den dissident-front, som brød ud af FARC allerede ved fredsprocessens begyndelse, og en soldat fra hæren mistede livet.

I Chocó er det ligeledes vanskeligt at garantere sikkerheden for de koordinerede operationer mod afskovningen på grund af den væbnede konflikt.

Regeringen fastholder, at de sætter alle sejl  for den nye strategi, som den eneste måde at bremse afskovningen i områderne tidligere kontrolleret af FARC.

Sådan slutter artiklen af La Silla Vacía.

Civile indsatser for miljøbeskyttelse

Som en lille perspektivering vil jeg rette opmærksomheden på de sociale organisationer, som i øjeblikket kæmper for at beskytte naturen i de områder, de virker.

I Cimitarrafloddalen i Magdalena Medio, som jeg har besøgt adskillige gange, har FARC tidligere pålagt miljøregulativer, som I de ovenstående eksempler. Nu hvor FARC har forladt området, fortsætter den lokale bondeorganisation deres arbejde for at bevare og udbygge miljøbeskyttelsen. De arbejder for at udbrede økologisk jordbrug og begrænse afskovning, for eksempel gennem tilbagevendende workshops og produktive projekter.

Læs for eksempel om bondeorganisationens seneste workshop om agroøkologi:

http://www.prensarural.org/spip/spip.php?article21597

Tiden vil vise om den sociale organisering har styrken til at modstå de kræfter, der er interesserede i en hensynsløs udnyttelse af landets enorme uberørte naturressourcer.

Af Nina Lendal

På besøg hos FARC

farc

En reportage fra FARC’s afvæbnings- og reintegrationslejr i El Gallo og de omkringliggende bondesamfund.

El Gallo er et afsidesliggende sted, ved dæmningen Urrá i det sydlige Córdoba, hvor lokalbefolkningen har været hårdt ramt af den sociale og væbnede konflikt.

Området er præget af byggeriet af en hydroelektrisk dæmning i slut-halvfemserne, som har oversvømmet store dele af landbrugsjorden, afskåret landsbyerne fra transportveje og ødelagt økosystemet og bøndernes økonomi.

Da staten og firmaet bag dæmningen opkøbte bøndernes jorde, blev de lovet et bedre liv inde i byen. Men bønderne kunne ikke skabe et nyt liv ud fra den betaling de fik for deres jordlodder, og dem der ikke ville sælge blev truet og ofte dræbt af paramilitære grupper.

Guerillaen har kæmpet mod staten og de paramilitære, for småbøndernes ret til at eje og dyrke jorden. Efter at have været i lejren i 6 måneder har de nu tidligere guerilla-soldater i disse uger indleveret de sidste af deres personlige våben. Våbnene ligger endnu nær lejren i FN-overvågede våbencontainere, som først bliver hentet d. 1. August.

Paramilitære grupper er stadigt aktive i området og truer med at angribe den afvæbnede guerilla.

FARC2

På trods af den anspændte og bekymrende situation belv vi vel modtaget, da vi besøgte lejren, og vi fik indtrykket af en rolig og håbefuld stemning.  Eks-guerillaerne udviste en tydelig vilje til fortsat at bidrage til at fredsaftalerne implementeres, i ønsket om at det kan føre til gode forandringer helt herude på kanten af Colombia.

De forsamlede FARC-medlemmer har planer om at gøre lejren permanent. Idéen med at ligge lejren i dette område er at skabe en base for politisk og socialt arbejde i et område, der altid har været forsømt (og mishandlet) af den colombianske stat.

Hvis det skal lykkes kræver det imidlertid konstant international bevågenhed og ledsagelse fra sociale bevægelser.

Julie Wetterslev, Gallo

Sociale bevægelser for fred

I dag (mandag, red.) holdt vi workshop med 40 bønder og studerende i udkanten af Montería. De har det tilfælles, at de allesammen er organiserede i bevægelser som på forskellig vis arbejder for at få ordene i fredsaftalen omsat til virkelighed.

Her i Montería er jorden meget ulige fordelt, og fredsprocessen foreskriver at en større landreform skal gennemføres i Colombia. De bondeorganisationer, vi mødte i dag, var skeptiske overfor, hvorvidt det kommer til at ske – men de havde stor lyst til at styrke organisationerne og stille krav til staten om at overholde denne del af fredsaftalen.

De unge talte særligt om behovet for fredspædagogik, forsoning og kommunikation gennem kunst, kultur og nye teknologier.

Det er helt afgørende, at befolkningen i både land og by får en god forståelse af fredsaftalerne, hvis de skal kunne kræve de rettigheder og forbedringer den indeholder, og her vil alle disse forslag kunne spille ind.

Julie Wetterslev, Montería

FARC’s øverste leder indlagt efter slagtilfælde

timochenko_farc_x45424

Rodrigo Londoño, den øverste leder af Colombias største oprørsgruppe, FARC blev søndag bragt til hospitalet i den central-colombianske by Villaviciento efter at være blevet ramt et slagtilfælde.

I en pressemeddelelse søndag beskrev hospitalets læger Londoños tilstand som “stabil og tilfredsstillende”, omend han vil være indlagt til og med tirsdag.

Et andet centralt medlem af FARC, Felix Antonio Muñoz har til lokale medier udtalt, at Londoño, der også går under tilnavnet Timochenko, ”er ved bevidsthed og fuld af spas”.

Londoño, der er 59 år gammel, indtog positionen som FARC’s øverste leder i 2010, efter at “Alfonso Cano” blev dræbt under et militært raid, og i september sidste år gjorde han så en ende på guerilla-gruppens 52 år lange konflikt med regeringen, da han under en stor anlagt ceremoni i Cartagena underskrev en fredsaftale og en våbenhvile.

Timo udklip

Morten Riis