Fredspædagogik og forsoning i Colombia

Fernando Lugo fra FEU

Enhedslisten er i disse uger i Colombia for at følge implementeringen af fredsprocessen i landet. I Bogotá lavede vi et interview med Fernando Lugo fra Studenterbevægelsen FEU (Federación de Estudiantes Universitarios). Han forklarede hvordan organisationen arbejder med fredspædagogik og forsoning ved afslutningen af mere end 53 års borgerkrig.

Hvad tænker de unge om fredsprocessen i Colombia?

Vi ved at fredsprocessen er en historisk sejr i Colombia. I lang tid forsøgte de at få os til at tro, at fred var umuligt, at det var en utopi. Nu ser vi, at det kan lade sig gøre. Vi ved også at der er mange udfordringer, og at vi som unge og universitetsstuderende kan spille en stor rolle i implementeringen af fredsaftalerne. Vi er sikre på, at vi er fredsgenerationen.

Hvordan hænger fredsprocessen sammen med studenterbevægelsens arbejde? 

Vi har ikke noget egentligt offentligt uddannelsessystem i Colombia, og vi mener at kampen om universiteterne er forbundet med kampen om hvordan landet skal være i fremtiden. Den sociale, politiske og væbnede konflikt har altid været en kamp om hvordan landet skulle organiseres, og desuden har den væbnede konflikt været med til at kriminalisere politisk arbejde. Før 2012 (hvor fredsforhandlingerne startede, red.), blev man betragtet som terrorist hvis man var politisk aktiv, eller hvis man blot talte om en forhandlet løsning på konflikten.

Hvad har studenterbevægelsen opnået i Colombia i de seneste år?

I 2012 lykkedes det os at lave en stor studenterstrejke, hvor vi fik standset et lovprojekt som gik ud på at privatisere nogle af de offentlige universiteter. Det var med til at vise mange unge at reel forandring ikke skabes i parlamentet, men snarere gennem folkelig mobilisering. Året efter startede fredsforhandlingerne, og studenterbevægelsen involverede sig, sammen med bønderne, de oprindelige folk og afro-colombianerne.

Vi tabte som bekendt folkeafstemningen om de færdige fredsaftaler i oktober 2016, men efterfølgende lavede vi større mobiliseringer, der var med til at sikre, at der blev en endelig aftale.

Hvordan kan det være, at nogle er imod fredsprocessen?

I Colombia har man fortalt mange løgne om freden. Man har sagt at fredsaftalerne ville skabe et homo-diktatur, at de ville overgive landet til FARC, at vi ville blive til et Castro-chavistisk diktatur. Og det er muligt at overbevise folk om de her ting, fordi dele af befolkingen er meget konservative, hvilket også skyldes de mange år med krig. Så vi har prøvet at argumentere for en anden forståelse af fred, fordi fred må betyde forbedringer i hele samfundet.

Hvilke udfordringer er der forbundet med at skabe fred i Colombia?

Først og fremmest må folk forstå, at implementeringen af fredsaftalen ikke afhænger alene af regeringen og FARC, men af os alle i samfundet. For det andet må folk forstå, at fredsaftalerne ikke er lavet for at tilgodese oprørsbevægelsen, men for at skabe forbedringer for landet samlet set. For det tredje må vi forstå, at krig er lig med usikkerhed, og at fred er fremtiden – i et moderne, demokratisk og forsonet samfund.

Hvordan har i arbejdet med disse udfordringer?

Fra studenterbevægelsen har vi inviteret de universitetsstuderende til at deltage i fredsprocessen. I stedet for at kræve at regeringen åbner dørene, for at de tidligere guerilla-soldater kan blive en del af samfundet igen, så handler det også om, at vi som individer og samfund skal åbne vores døre og vores arme så de tidligere oprørere kan blive socialt, politisk og økonomisk reintegreret på bedste vis.

Hvad har I gjort konkret?

Vi har lavet en frivillig freds-praktik, som har involveret 2000 universitetsstuderende, der aldrig før har været politisk eller socialt aktive, og som ønskede at deltage i dette vigtige øjeblik. Disse studerende er taget på et ophold i 6 af de zoner, hvor ex-guerillaerne er koncentrerede og i gang med at demobilisere og reintegrere sig, og så har vi udviklet diverse pædagogiske, kulturelle og kunstneriske projekter, hvor FARC-EP og de studerende har mødt hinanden og har kunnet lære hinanden at kende.

Under krigen i Colombia blev guerillaerne beskrevet som onde, som ikke-mennesker, det var okay at isolere og slå ihjel. Gennem det her projekt får vi bugt med den dehumanisering, fordi de studerende oplever, at de tidligere guerilla-soldater er mennesker med drømme og idealer som alle andre. På den måde er vi begyndt at gå af den vej, der skal føre til reel fred og forsoning i Colombia.

Julie Wetterslev, Bogotá

Advertisements

Dansk delegation følger freden i Colombia

delegation2017

En delegation fra Enhedslisten og International Forum er i denne uge i Colombia for at følge op på fredsprocessen og styrke samarbejdet med Marcha Patriótica, en sammenslutning af sociale bevægelser på den colombianske venstrefløj. I den kommende uge vil vi løbende poste lidt om turen her på ColombiaNYT.

Det første indlæg bliver denne video, der er optaget i Medellin i tirsdags, d. 26. juni i forbindelse med en markering af FARC’s totale afvæbning FN.

David Ravelo løsladt efter 7 år som politisk fange

david

Der er også gode nyheder fra Colombia!

For en uge side kunne Justice for Colombia således berette, at menneskerettighedsforkæmperen David Ravelo efter 7 år som politisk fange er blevet sat på fri fod. Ravelo har blandt andet gjort sig bemærket ved at påpege sammenhængen med forhenværende præsident Alvaro Uribe og paramilitære kræfter og narkokarteller.

 

http://www.justiceforcolombia.org/news/article/2605/david-ravelo-released-from-prison-after-seven-years

https://www.frontlinedefenders.org/en/case/case-history-david-ravelo-crespo

Farvel til våbnene

image1

FN bekræftede mandag d. 26. juni, at FARC nu har afleveret samtlige deres kamp-våben

Efter 53 års væbnet kamp har guerilla-gruppen afleveret 7.132 våben i FN’s containere. Hermed forlader gruppen den væbnede vej til samfundsforandring og bevæger sig et skridt nærmere en deltagelse i den oficielle politiske arena i Colombia.

Afvæbningen finder sted som et led i fredsprocessen mellem FARC og den colombianske regering, efter at de to parter i november 2016 underskrev en endelig fredsaftale. Siden begyndelse af 2017 har de tidligere guerilla-soldater i overenstemmelse med aftalen indfundet sig i 26 specielle afvæbnings- og reintegrationszoner, hvor deres overgang til det civile liv er begyndt.
Afvæbningen og den formelle afvikling af guerillabevægelsen som væbnet aktør blev markeret tirsdag d. 27. juni med en ceremoni i Meta-regionen, hvor Præsident Santos og den nu forhenværende guerillaleder Timochenko gav hinanden hånden. Samtidigt blev den historiske dag markeret med folkelige forsamlinger på pladser i alle større byer i landet.

Øjenvidneberetning fra Parque Berrío i Medellín
På den centrale plads i Colombias næststørste by Medellín var omkring 200 mennesker samlet for at sige farvel til våbnene og goddag til freden og et nyt Colombia.

image4

Mange af de fremmødte var politisk aktive fra diverse organisationer, og det politiske budskab i manifestationen i Medellín var klart: Afvæbningen er første skridt i en langt større proces, som skal skabe rum for øget social retfærdighed i Colombia. Nu hvor guerillaen har opfyldt deres løfte om at afvæbne, må regeringen og staten opfylde deres forpligtelser i fredsaftalerne. Det betyder blandt andet, at jorden skal fordeles mere ligeligt i en omfattende jordreform, og at et retssystem og en sandhedskommision skal bane vej for klarhed omkring krigens forbrydelser, udmåle straf til de ansvarlige og skabe forsoning i det splittede colombianske samfund.

Det betyder også, at det politiske system skal reformeres, at de arbejdere, som ikke har nogen pensionsordning, skal sikres beskyttelse, at sundhed og uddannelse skal demokratiseres og forbedres.

Julie Wetterslev

Risici for implementering af fredsaftalen

Enrique Santiago Romero

FARC’s juridiske rådgiver, den spanske advokat Enrique Santiago Romero, besøger Danmark d. 24-26. april 2017. D. 12. marts  havde han et indlæg i avisen El País om de vanskeligheder der truer med at bremse fredsprocessen i Colombia. Nedenstående gengiver artiklen.

Som dagene går efter underskrivelsen af fredsaftalen mellem den nationale regering og de Revolutionære Væbnede Styrker i Colombia (FARC-EP) d. 24. november sidste år, desto mere vanskeligt bliver det at gennemføre de foranstaltninger, som er aftalt for at modernisere et land, som knapt nok er på vej ud af 52 års blodig intern væbnet konflikt. Hvis aftalen rent faktisk skal implementeres, kræver det en indsats fra begge parter og fra det internationale samfund. Kun sådan kan vi forhindre at fredsprocessen stagnerer med de alvorlige konsekvenser, dette ville medføre.

Det første problem i implementeringsprocessen har været forsinkelserne i anlæggelsen af de 26 transitions- og normaliseringszoner. Zonerne skulle være bygget færdige før den 1. december 2016, den såkaldte D-dag for demobiliseringen. På denne dag havde FARC’s styrker indfundet sig i de udpegede zoner. Men zonerne var blevet anlagt uden det aftalte minimum af infrastruktur: uden indkvartering, strømforsyning og sanitære tjenester, vand og internet-adgang. Til dags dato er det undtagelsen, hvis en zone har bare 50% af den aftalte infrastruktur. Jeg har besøgt seks af zonerne. Kun i én var der installeret sanitære forhold. Intetsteds havde man bygget huse til indkvartering af guerilla-soldaterne. Der var heller ingen lægehjælp tilgængelig i nogen af zonerne – ud over førstehjælp, som oftest tilbudt af guerillaens egne folk.

26 zonas

I zonerne befinder guerillaens børn sig også, nogle er nyfødte, og der er snesevis af gravide kvindelige guerilla-soldater. I betragtning af forsinkelserne har FARC aftalt med regeringen, at de stiller byggematerialer til rådighed, så guerillaen selv kan bygge de fornødne faciliteter. Dette tilsagn bliver også kun delvist opfyldt. Det er ikke sådan, at guerillaen har problemer med at leve under dårlige forhold, det er de vant til, men dét at regeringen opfylder sin første forpligtelse i fredsaftalen i så ringe grad og tilmed forsinket i forhold til tidsplanen, udsender et meget skidt signa om de colombianske institutioners reelle kapacitet vedrørende overholdelse af aftalen. Det vækker minder om den historiske tradition, som regeringer i Colombia har haft for at overtræde underskrevne fredsaftaler med misligholdelser, der ved talrige lejligheder også indebar mord på den guerilla, de havde indgået aftaler med.

Den endelige fredsaftale indebar en klausul om en hurtig vedtagelse af en amnestilov, der vil give amnesti for ’oprør’ og relaterede forbrydelser, i henhold til den lovgivning, der i øvrigt var gældende på datoen for undertegnelsen af fredsaftalen. Ved underskrivelsen af fredsaftalen var omkring 3.500 mennesker fængslet for forbindelser til FARC-EP. Omkring 700 af dem kan være berettiget til amnesti ved lov. Resten har ret til at blive frigivet under forskellige betingelser: enten efter en betinget dom eller ved at blive overført til transitionszonerne og reintegreret sammen med guerillaerne. Omkring 5.000 medlemmer af de colombianske sikkerhedsstyrker kan også potentielt drage fordel af amnestiloven.

Amnestiloven, som foreskriver anvendelse ex officio eller på begæring af ansøgeren, blev godkendt den 30. december 2016. Men dommerne har ikke gennemført loven. I begyndelsen af februar var der kun blevet givet amnesti til otte fanger, og ingen frigivelser med betinget dom. Dommerne hævdede, at loven var mangelfuld, og at det var nødvendigt at fastlægge procedureregler for at gennemføre den.
D. 17. februar udstedte præsidenten et dekret, som indeholdt sådanne procedureregler, udarbejdet af de selvsamme colombianske dommere. Men to uger senere, d. 6. marts erklærede de dommere, som skal håndhæve amnestien, at de ville gå i strejke grundet manglende midler til at gennemføre amnestilovgivningen. Til dato (12. marts, red.) er der godkendt amnesti til knap halvfjerds guerillaer, fem tilladelser til overførsel til transitionszoner og ingen betingede løsladelser. Der er ingen forlydender om, at amnestiloven endnu skulle have været bragt i anvendelse overfor medlemmer af sikkerhedsstyrkerne.

Når de colombianske domstole således afviser at håndhæve loven om amnesti – bortset fra i de førnævnte og ærværdige undtagelser, så er det, ud over at være uset i tidligere fredsprocesser i Colombia eller i resten af verden, med til at skabe en meget farlig situation blandt guerillaen. Det øger mistilliden til de institutioner og den regering, som har underskrevet fredsaftalen, og således mindskes også tilliden til, at det aftalte vil blive overholdt. Det kan skabe en situation, hvor guerillaerne begynder at føle mistillid overfor deres ledere, som har forhandlet med regeringen. Guerilla-soldaterne kan begynde at tænke, at de også er ved at blive narret af disse, eftersom de var blevet garanteret en særbehandling i retssystemet udover den lovede amnesti. Denne situation kan tilskynde uenighed indenfor rækkerne i FARC-EP, og det kan i sidste ende føre til, at nogle guerillaer afstår fra at deltage i afvæbningsprocessen. Indtil i dag er frafaldet stadig meget begrænset, mindre end 4% af de våbenbærende er faldet fra, mens gennemsnittet i fredsprocesser med oprørsgrupper ligger på omkring 20%.

Sikkerhedsgarantierne – læs: forpligtelsen til at demontere de paramilitære grupper – er et af de vigtigste resultater i denne fredsproces. Glem ikke, at den endelige aftale blev indgået i en sammenhæng, hvor volden fortsat udøves af højreorienterede paramilitære grupper, og hvor staten fortsat er i konfrontation med andre væbnede oppositionsgrupper – herunder ELN -, og hvor der fortsat eksisterer ulovlige økonomier af betydelig størrelsesorden. Dette gør den endelige fredsaftale endnu mere bemærkelsesværdig, idet den indeholder stærke forpligtelser til at gøre en ende på de paramilitære grupper i Colombia, som er et historisk længerevarende og strukturelt fænomen.

Regeringens ansvar er derfor ikke kun at sikre det legitime statslige monopol på magtanvendelse og våben, men også at afmontere de civile strukturer, som i årtier har organiseret, finansieret og tilskyndet de paramilitære grupper, der har forsvaret deres politiske og økonomiske interesser. Én af de vigtigste foranstaltninger forudset i fredsaftalen er derfor oprettelsen af en forskningsenhed med speciale i afviklingen af paramilitære organisationer med kompetence til at deaktivere politiske strukturer, der støtter disse grupper og bidrager økonomisk til finansieringen af dem.

Den nuværende statsanklager ignorerer imidlertid fredsaftalen og forsøger at forhindre oprettelsen af denne særlige enhed. Samtidigt forsøger han at ændre aftalen om det specielle retssystem for fred (Jurisdicción Especial de Paz – JEP) ved at drage fordel af den aktuelle lovgivningsmæssige proces, som har vist sig at være ekstremt kompleks på grund af det ustabile parlamentariske flertal, der støtter præsident Santos og hans regering. De forslag, som statsanklageren fremsætter, har altid de samme to formål: at udelukke de formodede civile finansieringskilder, arrangører af og ophavsmænd til paramilitarisme fra JEP og holde dem i de almindelige domstole – hvor de altid har nydt og fortsat nyder straffrihed. Samtidigt hermed at udelukke det størst mulige antal sager om handlinger udført af FARC-EP fra JEP, ved at forsøge at holde kompetencen hos de almindelige domstole, og hos statsanklageren selv, hvilket overtræder bestemmelserne i den delaftale, der var sværest at forhandle på plads, nemlig den om ofre og retfærdighed.

Samtidigt gør statsanklageren ingen væsentlige fremskridt i efterforskningen og afstraffelsen af forbrydelser begået mod menneskerettighedsforkæmpere, politiske ledere og ledere fra de sociale bevægelser og bondebevægelser, der har understøttet fredsprocessen. I 2016 og det der er gået af 2017 er flere end 130 af disse ledere blevet myrdet. Siden underskrivelsen af fredsaftalen d. 24. august 2016, er næsten 80 personer fra de førnævnte grupper blevet slået ihjel. Statsanklageren benægter konsekvent, at der eksisterer en systematisk plan for at angribe fredsprocessen og de personer, som støtter den. Alt det foregående svækker alvorligt FARC-EP’s tillid til at sikkerhedsgarantierne i fredsaftalen vil blive overholdt, da det antyder en alvorlig mangel på forsvar for den personlige sikkerhed og fysiske integritet, som enhver guerilla-soldat må forudsætte for at gennemføre en afvæbningsproces.

På nuværende tidspunkt er retningslinjerne angående FARC-EP’s reintegration i det politiske og sociale liv efter afvæbningen ikke blevet konkretiseret eller igangsat. Efter folkeafstemningen d. 2. oktober, som afviste fredsaftalen fra d. 24. august 2016, startede en genforhandling af aftalen. I denne genforhandling accepterede FARC betydelige ændringer i retssystemet for fred (JEP), større begrænsninger i amnesti-lovgivningen og fremfor alt nedskæringer i reintegrationsprogrammer for tidligere guerillasoldater – og i særdeleshed nedskæringer i de økonomiske midler til disse programmer. Alt sammen for at leve op til et nærigt krav fra de, der havde forsvaret et nej til fredsaftalen. Det endelige budget til økonomisk og social reintegration af FARC-EP’s styrker endte således med at være på størrelse med den sum, staten forbruger på 10 dages krig i Colombia.

I dag er udfærdigelsen af programmerne for social reintegration meget forsinkede, og de lider under en farlig mangel på økonomiske ressourcer. Ingen af programmerne for økonomisk og social reintegration er sat i gang, på trods af at man forudser, at de særlige zoner for transition og normalisering nedlægges d. 31. maj, og at denne samme dato vil markere, at FARC-EP er ophørt med at eksistere, at et nyt politisk parti, der kan efterfølge den tidligere organisation vil være dannet, og at man på denne måde tager det afgørende skridt mod reintegration i det sociale liv.  Det er ikke muligt at guerillaerne denne dag kan tage hjem, for deres hjem findes ikke længere efter 52 års krig eller årtiers deltagelse i FARC-EP’s rækker. Med få undtagelser vil det ikke være sikkert for de tidligere guerilla soldater at tage hjem til deres familier, hvis ellers deres familier har de fornødne materielle levevilkår til at kunne tage imod dem, da de overvejende er bønder med vanskelige levevilkår. Programmer, som skal skabe adgang til arbejdsmarkedet for de tidligere guerillaer, fremme landbrugsudviklingen og en erstatning af de illegale afgrøder, er heller ikke blevet iværksat.

Usikkerheden omkring guerillasoldaternes umiddelbare fremtid skaber også frygt i deres rækker, hvilket kan stimulere en intern mistillid til fredsprocessen og frafald fra denne. Forskellige kriminelle grupper, som ønsker at benytte sig af folk med forstand på at håndtere våben, udnytter denne situation og tilbyder allerede nu guerillaerne betydelige beløb i forsøg på at få dem til at slutte sig til deres grupper.
FN har advaret om den høje procent af frafald, som programmer for social reintegration har haft i de sidste årtier i andre lande, hvor guerillaer har afvæbnet efter fredsaftaler (f.eks. i El Salvador og Guatemala, red.) Disse frafald fører som regel til øget vold, en voksende kriminalitetsrate og en voksende illegal økonomi.

FARC-EP’s afvæbningsproces begyndte d. 1. marts 2017 (D-dag +90, også kaldet D+90) og vil blive afsluttet d. 31. maj (D-dag + 180). På trods af de vanskeligheder som implementeringen lider under, påbegyndte FARC-EP afvæbningen som foreskrevet ved at indlevere 30% af deres våben på D+90. Endnu en afvæbningsrunde af endnu 30% af våbnene vil begynde 1. april, og fasen hvor de resterende 40% af våbnene indleveres vil begynde d. 1. maj, således at hele processen vil kunne være afsluttet d. 31. maj.

Den endelige fredsaftale fastsætter en række garantier af juridisk, sikkerhedsmæssig og socioøkonomisk karakter for FARC-EP, og naturligvis er overholdelsen af det aftalte en gensidig forpligtigelse for underskriverne af en hvilken som helst aftale.
Ligesom FARC-EP nu overholder aftalen om afvæbning, således må Colombias regering og institutioner overholde de aftaler om juridisk sikkerhed som tilfalder dem. Det gælder særligt implementeringen af amnestiloven og kongressens vedtagelse af de love, der kan sætte gang i retssystemet for Sandhed, Retfærdighed, Kompensation og Garantier, således at forbrydelserne ikke gentages. Det gælder ligeledes overholdelse af garantierne for guerillaernes personlige sikkerhed, en afsløring af de paramilitære strukturer og anholdelser af de ansvarlige for forbrydelser mod fredsprocessens forsvarere, som vi ser gang på gang, og det gælder, at det som minimum må defineres hvilke programmer for økonomisk og social reintegration, der skal starte før d. 31. maj. Hvis ikke det sker, vil fredsprocessen d. 1. juni være blevet trukket ned i en implementeringskrise, som i praksis kan afspore hele den indsats, som begge parter har gjort siden begyndelsen af fredsprocessen i 2012.

International overvågning og kontrol er i øjeblikket af afgørende betydning for fredsprocessen. Til dags dato består den eneste internationale monitorering og ledsagelse af den mekanisme, der skal overvåge og kontrollere afvæbningsprocessen i FN’s Monitorerings og Verificeringsmission MMV, som blev oprettet i januar 2016. Det vil sige at det eneste, der indtil videre overvåges er, om FARC-EP overholder deres forpligtelser.
I den endelige fredsaftale er der kun forudset kontrol-mekanismer ift. punkt 3 “Sikkerhedsgarantier” og punkt 6 “Reintegration i det civile liv”,  som også FN vil stå i spidsen for. Men frem til i dag har den colombianske regering ikke konkretiseret, hvordan denne FN-mekanisme skal igangsættes. Den endelige fredsaftale forudser international overvågning af implementeringen af samtlige aftalepunkter, men indtil videre er disse internationale overvågningsmekanismer ikke blevet sat i gang, på trods af de gentagne anmodninger om dette fra FARC-EP.

Det er åbenlyst, at det i en fredsaftale, som afslutter 50 års væbnet konflikt, ikke kan være hensigtsmæssigt, at én af konfliktens parter forestiller sig, at man kun vil ledsage, kontrollere og overvåge implementeringen af de forpligtelser, som tilfalder den anden part, i dette tilfælde FARC-EP’s nedlæggelse af våben. For at garantere den meget tiltrængte implementering af alt det aftalte, eller i hvert fald af det vigtigste, er det helt afgørende, at der øjeblikkeligt bliver sat gang i de ledsagelses-, overvågnings- og kontrol-mekanismer, som fredsaftalen har foreskrevet, og det er helt nødvendigt, at det internationale samfund tager del i disse mekanismer. Det vil ligeledes være godt at se en hurtigere implementering og en klar respekt for det aftalte hos samtlige involverede institutioner (såsom statsanklageren, landreforminstituttet m.fl., red.), og ikke kun hos regeringen.

Enrique Santiago Romero er FARC-EP’s særlige rådgiver i kommissionen for  Overvågning, Fremme og Kontrol af Implementeringen af den endelige Fredsaftale.

Oversat til dansk af Julie Wetterslev

Den originale artikel i El País fra d. 12. marts kan ses her: http://internacional.elpais.com/internacional/2017/03/11/colombia/1489270999_052282.html

FN udtrykker bekymring over mord på sociale ledere

image

FN’s Årsrapport om Menneskerettigheder slår alarm over stigningen i angreb mod sociale aktivister. Sidste år blev 127 ledere myrdet og størstedelen af disse døde i områder, der tidligere var underlagt FARC.

Da den årlige rapport om menneskerettigheder i Colombia blev fremlagt i torsdags (d. 16/3-2017), slog FN alarm over, at 127 sociale ledere blev myrdet forrige år. Af de 127 mord blev 60 af dem begået mod ledere, 64 mod aktivister, mens 3 stadig er under efterforskning.

Størstedelen af mordene på menneskerettighedsforkæmpere i Colombia i 2016 blev begået i områder, hvor FARC tidligere har spillet en fremtrædende rolle, meddelte FN. Nu er FARC midt i en proces, der er resultatet af den fredsaftale underskrevet med regeringen for at sætte en stopper for er halvt århundredes væbnet konflikt.

”Vi er meget bekymrede over volden mod ledere og menneskerettighedsforkæmpere. Den vedblivende vold risikerer at sætte den fælles fredsproces i landet over styr”, udtalte Martin Santiago, koordinator for FN i Colombia.

Af de 60 mord på ledere foregik 27 i områder med historisk FARC-dominans, mens 48 af de 64 mord på aktivister foregik i guerillaområder, indledte Todd Howland, repræsentant i Colombia for FN’s højkommissariat for menneskerettigheder.

Disse sager fandt for de flestes vedkommende sted i Cauca, Antioquia og i Norte de Santander og Córdoba. FN’s repræsentant fremhævede, at næsten alle mordene blev begået i områder med illegale økonomier, drevet af Coca-produktion og illegal minedrift.
”Livet er blevet en del mere kompliceret for de sociale ledere i disse områder, efter at FARC har forladt dem”, pointerede Howland i forbindelse med, at oprørene bliver samlet i 26 områder i landet, hvor de senere skal nedlægge våbnene og integreres i det civile liv.
Ifølge FN er der observeret 389 angreb mod sociale ledere og aktivister i 2016.

Regionskontoret har registreret 59 mord, 44 angreb, 210 trusler og 72 privatlivskrænkelser og berøvelser af ejendom inklusive berøvelser af fotografier og computere samt overvågning.

Indenrigsminister Juan Fernando Cristo sagde under lanceringen af rapporten, at staten står over for ”store udfordringer i forhold til institutionel tilstedeværelse og territorial kontrol” i mange af de områder, som FARC har forladt.

Allerede før FARC og regeringen underskrev fredsaftalen, havde guerillaen bedt præsident Santos gøre noget proaktivt for at bremse mordene på de sociale ledere. Ifølge guerillaen og visse NGO’er bliver disse mord begået af paramilitære grupper.
Imidlertid har regeringen flere gange afvist denne version og beskylder i stedet kriminelle bander, der arbejder narko-traficking, for mordene.

Forsvarsministeren, Luis Carlos Villegas, forsikrede om, at der ikke er dokumentation for, at paramilitære styrker står bag mordene på de sociale ledere, sådan som FN-rapporten siger.  ”Vi har ikke kunnet dokumentere at der er nogen systematik i mordene på disse sociale ledere” slog ministeren fast.
Ifølge Villegas er der ikke nogen indicier for, at denne mordbølge er systematisk, og han forsikrede om, at efterforskningen fortsat peger på at disse mord er isolerede hændelser”.
”Visse mord er blevet begået på grund af deltagelse i forbrydelser, nabostridigheder eller på grund af jordstridigheder”, forsikrede han. De væbnede styrker har leveret store resultater, ”vi har fanget 56, 50 er under anklage, og af de 11, der har en arrestordre, mangler vi kun at effektuere fire”.

Ligeledes indikerede han, at der er en høj procentdel af efterforskningerne af angreb på de sociale ledere, ”som viste sig at have noget med illegale afgrøder eller illegale miner at gøre”, hvilket ifølge Villegas beviser forbindelser med oprørsgruppen ELN.

Oversat fra http://www.semana.com/nacion/articulo/onu-preocupada-por-asesinato-de-lideres-sociales/518741

Se i øvrigt FN’s rapport her (på spansk): http://www.hchr.org.co/documentoseinformes/informes/altocomisionado/informe-anual-2016.pdf

Simon Eiriksson

FN: Retsopgør med militæret bliver syltet

Falsos_positivos

En ny rapport fra FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder udtrykker bekymring for, at en række vigtige tiltag i fredsprocessen er gået mere eller mindre i stå. Det gælder blandt andet et retsopgør med militærfolk, som er indblandet i alvorlige krigsforbrydelser.
Det er i årsrapporten for 2016, at FN peger på en alarmerende straffrihed for militærfolk, når det gælder ”dusørmord”.

De såkaldte ”dusørmord” eller falsos positivos er en betegnelse for en særlig type mord begået af militærfolk på civile, som efterfølgende bliver fremstillet som guerillasoldater dræbt i kamp. Fremgangsmåden indbringer de ansvarlige militærfolk en dusør eller bonus i form af penge eller mulighed for forfremmelse.
Ved årsskiftet 2016-2017 efterforskede den colombianske anklagemyndighed i alt 2.316 sager om dusørmord. Men FN bemærker, at kun 133 personer blev dømt i perioden januar til september. Særligt slemt står det til med at retsforfølge ansvarlige på højt niveau: Ud af 14 generaler, som er sigtet for denne type forbrydelser, blev kun en enkelt stillet for en domstol. I november måned blev fem sigtede militærfolk oven i købet forfremmet til rang af general.
FN har endvidere registreret 389 angreb på ledende menneskerettighedsforkæmpere i løbet af året, 59 af dem med dødelig udgang.

Læs årsrapporten her (på spansk) http://www.hchr.org.co/documentoseinformes/informes/altocomisionado/informe-anual-2016.pdf

Ulrik Kohl