Afskovningen stiger i områder forladt af FARC

Det følgende er en fri oversættelse af artiklen “El impacto ambiental de la salida de las FARC” fra det colombianske medie La Silla Vacía, 05/07/17.

http://lasillavacia.com/historia/el-impacto-ambiental-de-la-salida-de-las-farc-61592

I årevis har guerrillabevægelsen FARC-EP udstukket retningslinier for miljøbeskyttelse, for eksempel begrænsninger på fældning af skov, i de områder, de kontrollerede. Nu øges afskovningen i mange af de regioner, som guerrillaen har forladt for at nedlægge våben og påbegynde indslusning i det civile liv.

Det colombianske medie La Silla Vacía har undersøgt fire cases og talt med borgmestre, medlemmer af byråd og miljømyndigheder om afskovningsproblematikken.

“Al den skov, som guerillaen har undladt at fælde i 50 år, har andre fældet i år,” udtaler borgmesteren for kommunen Uribe i delstaten Meta syd for hovedstaden Bogotá. Et byrådsmedlem i samme kommune forklarer at småbønder fælder træer for at plante ris, majs og madbananer: “De fælder ikke træer for tømmerets skyld, men for at udvidde deres landbrug, for nu er der ingen, der fortæller dem, at de ikke må.”

FARC udstak en vifte af miljørelaterede regler, som de opretholdt ved hjælp af bøder og andre sanktioner. Som forpersonen for landsbyrådet i Montañita forklarer til La Silla Vacía uddelte FARC en miljømanual til alle landsbyråd. Somme tider diskutterede landsbyrådene reglerne med FARC, og de blev modificeret hvis landsbyrådene for eksempel fandt reglerne for strikte, fortæller landsbyforpersonen.

Afskovningens forskellige dynamikker

I den sydlige delstat Guaviare er situationen kritisk. En ny rapport fra Institut for Hydrologi, Meteorologi og Miljøundersøgelser under Miljøministeriet (IDEAM) viser at tre ud af de otte knudepunkter, hvor afskovningen er steget eksponentielt i første kvartal af 2017, ligger i Guaviare.

En anonym kilde fra miljøministeriet betragter afskovningen som en sideeffekt af post-konflikten. Kilden forklarer, at der er sket et boom i jordopkøb I Guaviare. Der er eksempler på personer, der opkøber hele landsbyer, og det skyldes, at fredsaftalen skaber store forventninger til at de uformelde jordbesiddelser kan blive formaliseret. Ifølge kilden er det primært store jordejere, der udvider deres besiddelser.

I nabo-delstaten Caquetá er situationen anderledes i den forstand, at afskovningen er drevet af fordrevne småbønder, der vender tilbage og indtager udyrket land. Sådan betragter et byrådsmedlem i kommunen Cabrera situationen.

Direktøren for miljømyndigheden Corpoamazonia fastholder at afskovningen ikke er drevet af en enkelt factor, men at én ting, der står klart, er, at folk indtager nye landområder til kvægdrift, og dette kan skyldes at FARC har forladt området.

I den nordvestlige delstat Chocó er billedet blandet. I nogle områder er afskovningen stor på grund af illegal minedrift, mens det i andre områder, som IDEAM har kategoriseret som ‘kritiske’, er faldet. Miljømyndigheden Codechocó identificerer to tendenser, som kan forklare, at afskovningen ikke er steget. I nogle kommuner har henholdsvis guerillabevægelsen ELN og den paramilitære gruppe Los Gaitanistas overtaget de områder, som FARC har forladt. Her er statistikkerne for afskovning stabile, fordi de nye ”autoriteter” har overtaget de regelsæt, som FARC stod i spidsen for førhen. I andre områder kæmper ELN og Los Gaitanistas om kontrollen. Her er afskovningen bremset, for som miljømyndigheden udtaler: “Der er ingen, der vil give sig til at fælde skov midt I kamphandlinger.”

Statens Strategi

For at imødegå afskovningen i områder tidligere kontrolleret af FARC har den colombianske regering iværksat en ny strategi. Strategien består i ugentlige møder mellem 19 statslige institutioner, herunder hæren, politiet og de lokale miljømyndigheder. Her koordineres indsatser som uddannelse I miljøbeskyttelse, militære operationer og vej- og flodkontroller for at bremse illegal handel med tømmer.

I Caquetá har strategien fungeret som pilotprojekt siden januar 2017. 83 personer er blevet arresteret og 720.000 m2 tømmer er blevet beslaglagt. Alligevel viser statistikkerne at afskovningen sker langt hurtigere end myndighederne har kapacitet til at kontrollere.

I Guaviare, hvor strategien også er indført, har myndighederne kun gennemført én koordineret operation.  Her blev kommissionen angrebet af den dissident-front, som brød ud af FARC allerede ved fredsprocessens begyndelse, og en soldat fra hæren mistede livet.

I Chocó er det ligeledes vanskeligt at garantere sikkerheden for de koordinerede operationer mod afskovningen på grund af den væbnede konflikt.

Regeringen fastholder, at de sætter alle sejl  for den nye strategi, som den eneste måde at bremse afskovningen i områderne tidligere kontrolleret af FARC.

Sådan slutter artiklen af La Silla Vacía.

Civile indsatser for miljøbeskyttelse

Som en lille perspektivering vil jeg rette opmærksomheden på de sociale organisationer, som i øjeblikket kæmper for at beskytte naturen i de områder, de virker.

I Cimitarrafloddalen i Magdalena Medio, som jeg har besøgt adskillige gange, har FARC tidligere pålagt miljøregulativer, som I de ovenstående eksempler. Nu hvor FARC har forladt området, fortsætter den lokale bondeorganisation deres arbejde for at bevare og udbygge miljøbeskyttelsen. De arbejder for at udbrede økologisk jordbrug og begrænse afskovning, for eksempel gennem tilbagevendende workshops og produktive projekter.

Læs for eksempel om bondeorganisationens seneste workshop om agroøkologi:

http://www.prensarural.org/spip/spip.php?article21597

Tiden vil vise om den sociale organisering har styrken til at modstå de kræfter, der er interesserede i en hensynsløs udnyttelse af landets enorme uberørte naturressourcer.

Af Nina Lendal

Advertisements

På besøg hos FARC

farc

En reportage fra FARC’s afvæbnings- og reintegrationslejr i El Gallo og de omkringliggende bondesamfund.

El Gallo er et afsidesliggende sted, ved dæmningen Urrá i det sydlige Córdoba, hvor lokalbefolkningen har været hårdt ramt af den sociale og væbnede konflikt.

Området er præget af byggeriet af en hydroelektrisk dæmning i slut-halvfemserne, som har oversvømmet store dele af landbrugsjorden, afskåret landsbyerne fra transportveje og ødelagt økosystemet og bøndernes økonomi.

Da staten og firmaet bag dæmningen opkøbte bøndernes jorde, blev de lovet et bedre liv inde i byen. Men bønderne kunne ikke skabe et nyt liv ud fra den betaling de fik for deres jordlodder, og dem der ikke ville sælge blev truet og ofte dræbt af paramilitære grupper.

Guerillaen har kæmpet mod staten og de paramilitære, for småbøndernes ret til at eje og dyrke jorden. Efter at have været i lejren i 6 måneder har de nu tidligere guerilla-soldater i disse uger indleveret de sidste af deres personlige våben. Våbnene ligger endnu nær lejren i FN-overvågede våbencontainere, som først bliver hentet d. 1. August.

Paramilitære grupper er stadigt aktive i området og truer med at angribe den afvæbnede guerilla.

FARC2

På trods af den anspændte og bekymrende situation belv vi vel modtaget, da vi besøgte lejren, og vi fik indtrykket af en rolig og håbefuld stemning.  Eks-guerillaerne udviste en tydelig vilje til fortsat at bidrage til at fredsaftalerne implementeres, i ønsket om at det kan føre til gode forandringer helt herude på kanten af Colombia.

De forsamlede FARC-medlemmer har planer om at gøre lejren permanent. Idéen med at ligge lejren i dette område er at skabe en base for politisk og socialt arbejde i et område, der altid har været forsømt (og mishandlet) af den colombianske stat.

Hvis det skal lykkes kræver det imidlertid konstant international bevågenhed og ledsagelse fra sociale bevægelser.

Julie Wetterslev, Gallo

Sociale bevægelser for fred

I dag (mandag, red.) holdt vi workshop med 40 bønder og studerende i udkanten af Montería. De har det tilfælles, at de allesammen er organiserede i bevægelser som på forskellig vis arbejder for at få ordene i fredsaftalen omsat til virkelighed.

Her i Montería er jorden meget ulige fordelt, og fredsprocessen foreskriver at en større landreform skal gennemføres i Colombia. De bondeorganisationer, vi mødte i dag, var skeptiske overfor, hvorvidt det kommer til at ske – men de havde stor lyst til at styrke organisationerne og stille krav til staten om at overholde denne del af fredsaftalen.

De unge talte særligt om behovet for fredspædagogik, forsoning og kommunikation gennem kunst, kultur og nye teknologier.

Det er helt afgørende, at befolkningen i både land og by får en god forståelse af fredsaftalerne, hvis de skal kunne kræve de rettigheder og forbedringer den indeholder, og her vil alle disse forslag kunne spille ind.

Julie Wetterslev, Montería

Fredspædagogik og forsoning i Colombia

Fernando Lugo fra FEU

Enhedslisten er i disse uger i Colombia for at følge implementeringen af fredsprocessen i landet. I Bogotá lavede vi et interview med Fernando Lugo fra Studenterbevægelsen FEU (Federación de Estudiantes Universitarios). Han forklarede hvordan organisationen arbejder med fredspædagogik og forsoning ved afslutningen af mere end 53 års borgerkrig.

Hvad tænker de unge om fredsprocessen i Colombia?

Vi ved at fredsprocessen er en historisk sejr i Colombia. I lang tid forsøgte de at få os til at tro, at fred var umuligt, at det var en utopi. Nu ser vi, at det kan lade sig gøre. Vi ved også at der er mange udfordringer, og at vi som unge og universitetsstuderende kan spille en stor rolle i implementeringen af fredsaftalerne. Vi er sikre på, at vi er fredsgenerationen.

Hvordan hænger fredsprocessen sammen med studenterbevægelsens arbejde? 

Vi har ikke noget egentligt offentligt uddannelsessystem i Colombia, og vi mener at kampen om universiteterne er forbundet med kampen om hvordan landet skal være i fremtiden. Den sociale, politiske og væbnede konflikt har altid været en kamp om hvordan landet skulle organiseres, og desuden har den væbnede konflikt været med til at kriminalisere politisk arbejde. Før 2012 (hvor fredsforhandlingerne startede, red.), blev man betragtet som terrorist hvis man var politisk aktiv, eller hvis man blot talte om en forhandlet løsning på konflikten.

Hvad har studenterbevægelsen opnået i Colombia i de seneste år?

I 2012 lykkedes det os at lave en stor studenterstrejke, hvor vi fik standset et lovprojekt som gik ud på at privatisere nogle af de offentlige universiteter. Det var med til at vise mange unge at reel forandring ikke skabes i parlamentet, men snarere gennem folkelig mobilisering. Året efter startede fredsforhandlingerne, og studenterbevægelsen involverede sig, sammen med bønderne, de oprindelige folk og afro-colombianerne.

Vi tabte som bekendt folkeafstemningen om de færdige fredsaftaler i oktober 2016, men efterfølgende lavede vi større mobiliseringer, der var med til at sikre, at der blev en endelig aftale.

Hvordan kan det være, at nogle er imod fredsprocessen?

I Colombia har man fortalt mange løgne om freden. Man har sagt at fredsaftalerne ville skabe et homo-diktatur, at de ville overgive landet til FARC, at vi ville blive til et Castro-chavistisk diktatur. Og det er muligt at overbevise folk om de her ting, fordi dele af befolkingen er meget konservative, hvilket også skyldes de mange år med krig. Så vi har prøvet at argumentere for en anden forståelse af fred, fordi fred må betyde forbedringer i hele samfundet.

Hvilke udfordringer er der forbundet med at skabe fred i Colombia?

Først og fremmest må folk forstå, at implementeringen af fredsaftalen ikke afhænger alene af regeringen og FARC, men af os alle i samfundet. For det andet må folk forstå, at fredsaftalerne ikke er lavet for at tilgodese oprørsbevægelsen, men for at skabe forbedringer for landet samlet set. For det tredje må vi forstå, at krig er lig med usikkerhed, og at fred er fremtiden – i et moderne, demokratisk og forsonet samfund.

Hvordan har i arbejdet med disse udfordringer?

Fra studenterbevægelsen har vi inviteret de universitetsstuderende til at deltage i fredsprocessen. I stedet for at kræve at regeringen åbner dørene, for at de tidligere guerilla-soldater kan blive en del af samfundet igen, så handler det også om, at vi som individer og samfund skal åbne vores døre og vores arme så de tidligere oprørere kan blive socialt, politisk og økonomisk reintegreret på bedste vis.

Hvad har I gjort konkret?

Vi har lavet en frivillig freds-praktik, som har involveret 2000 universitetsstuderende, der aldrig før har været politisk eller socialt aktive, og som ønskede at deltage i dette vigtige øjeblik. Disse studerende er taget på et ophold i 6 af de zoner, hvor ex-guerillaerne er koncentrerede og i gang med at demobilisere og reintegrere sig, og så har vi udviklet diverse pædagogiske, kulturelle og kunstneriske projekter, hvor FARC-EP og de studerende har mødt hinanden og har kunnet lære hinanden at kende.

Under krigen i Colombia blev guerillaerne beskrevet som onde, som ikke-mennesker, det var okay at isolere og slå ihjel. Gennem det her projekt får vi bugt med den dehumanisering, fordi de studerende oplever, at de tidligere guerilla-soldater er mennesker med drømme og idealer som alle andre. På den måde er vi begyndt at gå af den vej, der skal føre til reel fred og forsoning i Colombia.

Julie Wetterslev, Bogotá

Dansk delegation følger freden i Colombia

delegation2017

En delegation fra Enhedslisten og International Forum er i denne uge i Colombia for at følge op på fredsprocessen og styrke samarbejdet med Marcha Patriótica, en sammenslutning af sociale bevægelser på den colombianske venstrefløj. I den kommende uge vil vi løbende poste lidt om turen her på ColombiaNYT.

Det første indlæg bliver denne video, der er optaget i Medellin i tirsdags, d. 26. juni i forbindelse med en markering af FARC’s totale afvæbning FN.

David Ravelo løsladt efter 7 år som politisk fange

david

Der er også gode nyheder fra Colombia!

For en uge side kunne Justice for Colombia således berette, at menneskerettighedsforkæmperen David Ravelo efter 7 år som politisk fange er blevet sat på fri fod. Ravelo har blandt andet gjort sig bemærket ved at påpege sammenhængen med forhenværende præsident Alvaro Uribe og paramilitære kræfter og narkokarteller.

 

http://www.justiceforcolombia.org/news/article/2605/david-ravelo-released-from-prison-after-seven-years

https://www.frontlinedefenders.org/en/case/case-history-david-ravelo-crespo

Risici for implementering af fredsaftalen

Enrique Santiago Romero

FARC’s juridiske rådgiver, den spanske advokat Enrique Santiago Romero, besøger Danmark d. 24-26. april 2017. D. 12. marts  havde han et indlæg i avisen El País om de vanskeligheder der truer med at bremse fredsprocessen i Colombia. Nedenstående gengiver artiklen.

Som dagene går efter underskrivelsen af fredsaftalen mellem den nationale regering og de Revolutionære Væbnede Styrker i Colombia (FARC-EP) d. 24. november sidste år, desto mere vanskeligt bliver det at gennemføre de foranstaltninger, som er aftalt for at modernisere et land, som knapt nok er på vej ud af 52 års blodig intern væbnet konflikt. Hvis aftalen rent faktisk skal implementeres, kræver det en indsats fra begge parter og fra det internationale samfund. Kun sådan kan vi forhindre at fredsprocessen stagnerer med de alvorlige konsekvenser, dette ville medføre.

Det første problem i implementeringsprocessen har været forsinkelserne i anlæggelsen af de 26 transitions- og normaliseringszoner. Zonerne skulle være bygget færdige før den 1. december 2016, den såkaldte D-dag for demobiliseringen. På denne dag havde FARC’s styrker indfundet sig i de udpegede zoner. Men zonerne var blevet anlagt uden det aftalte minimum af infrastruktur: uden indkvartering, strømforsyning og sanitære tjenester, vand og internet-adgang. Til dags dato er det undtagelsen, hvis en zone har bare 50% af den aftalte infrastruktur. Jeg har besøgt seks af zonerne. Kun i én var der installeret sanitære forhold. Intetsteds havde man bygget huse til indkvartering af guerilla-soldaterne. Der var heller ingen lægehjælp tilgængelig i nogen af zonerne – ud over førstehjælp, som oftest tilbudt af guerillaens egne folk.

26 zonas

I zonerne befinder guerillaens børn sig også, nogle er nyfødte, og der er snesevis af gravide kvindelige guerilla-soldater. I betragtning af forsinkelserne har FARC aftalt med regeringen, at de stiller byggematerialer til rådighed, så guerillaen selv kan bygge de fornødne faciliteter. Dette tilsagn bliver også kun delvist opfyldt. Det er ikke sådan, at guerillaen har problemer med at leve under dårlige forhold, det er de vant til, men dét at regeringen opfylder sin første forpligtelse i fredsaftalen i så ringe grad og tilmed forsinket i forhold til tidsplanen, udsender et meget skidt signa om de colombianske institutioners reelle kapacitet vedrørende overholdelse af aftalen. Det vækker minder om den historiske tradition, som regeringer i Colombia har haft for at overtræde underskrevne fredsaftaler med misligholdelser, der ved talrige lejligheder også indebar mord på den guerilla, de havde indgået aftaler med.

Den endelige fredsaftale indebar en klausul om en hurtig vedtagelse af en amnestilov, der vil give amnesti for ’oprør’ og relaterede forbrydelser, i henhold til den lovgivning, der i øvrigt var gældende på datoen for undertegnelsen af fredsaftalen. Ved underskrivelsen af fredsaftalen var omkring 3.500 mennesker fængslet for forbindelser til FARC-EP. Omkring 700 af dem kan være berettiget til amnesti ved lov. Resten har ret til at blive frigivet under forskellige betingelser: enten efter en betinget dom eller ved at blive overført til transitionszonerne og reintegreret sammen med guerillaerne. Omkring 5.000 medlemmer af de colombianske sikkerhedsstyrker kan også potentielt drage fordel af amnestiloven.

Amnestiloven, som foreskriver anvendelse ex officio eller på begæring af ansøgeren, blev godkendt den 30. december 2016. Men dommerne har ikke gennemført loven. I begyndelsen af februar var der kun blevet givet amnesti til otte fanger, og ingen frigivelser med betinget dom. Dommerne hævdede, at loven var mangelfuld, og at det var nødvendigt at fastlægge procedureregler for at gennemføre den.
D. 17. februar udstedte præsidenten et dekret, som indeholdt sådanne procedureregler, udarbejdet af de selvsamme colombianske dommere. Men to uger senere, d. 6. marts erklærede de dommere, som skal håndhæve amnestien, at de ville gå i strejke grundet manglende midler til at gennemføre amnestilovgivningen. Til dato (12. marts, red.) er der godkendt amnesti til knap halvfjerds guerillaer, fem tilladelser til overførsel til transitionszoner og ingen betingede løsladelser. Der er ingen forlydender om, at amnestiloven endnu skulle have været bragt i anvendelse overfor medlemmer af sikkerhedsstyrkerne.

Når de colombianske domstole således afviser at håndhæve loven om amnesti – bortset fra i de førnævnte og ærværdige undtagelser, så er det, ud over at være uset i tidligere fredsprocesser i Colombia eller i resten af verden, med til at skabe en meget farlig situation blandt guerillaen. Det øger mistilliden til de institutioner og den regering, som har underskrevet fredsaftalen, og således mindskes også tilliden til, at det aftalte vil blive overholdt. Det kan skabe en situation, hvor guerillaerne begynder at føle mistillid overfor deres ledere, som har forhandlet med regeringen. Guerilla-soldaterne kan begynde at tænke, at de også er ved at blive narret af disse, eftersom de var blevet garanteret en særbehandling i retssystemet udover den lovede amnesti. Denne situation kan tilskynde uenighed indenfor rækkerne i FARC-EP, og det kan i sidste ende føre til, at nogle guerillaer afstår fra at deltage i afvæbningsprocessen. Indtil i dag er frafaldet stadig meget begrænset, mindre end 4% af de våbenbærende er faldet fra, mens gennemsnittet i fredsprocesser med oprørsgrupper ligger på omkring 20%.

Sikkerhedsgarantierne – læs: forpligtelsen til at demontere de paramilitære grupper – er et af de vigtigste resultater i denne fredsproces. Glem ikke, at den endelige aftale blev indgået i en sammenhæng, hvor volden fortsat udøves af højreorienterede paramilitære grupper, og hvor staten fortsat er i konfrontation med andre væbnede oppositionsgrupper – herunder ELN -, og hvor der fortsat eksisterer ulovlige økonomier af betydelig størrelsesorden. Dette gør den endelige fredsaftale endnu mere bemærkelsesværdig, idet den indeholder stærke forpligtelser til at gøre en ende på de paramilitære grupper i Colombia, som er et historisk længerevarende og strukturelt fænomen.

Regeringens ansvar er derfor ikke kun at sikre det legitime statslige monopol på magtanvendelse og våben, men også at afmontere de civile strukturer, som i årtier har organiseret, finansieret og tilskyndet de paramilitære grupper, der har forsvaret deres politiske og økonomiske interesser. Én af de vigtigste foranstaltninger forudset i fredsaftalen er derfor oprettelsen af en forskningsenhed med speciale i afviklingen af paramilitære organisationer med kompetence til at deaktivere politiske strukturer, der støtter disse grupper og bidrager økonomisk til finansieringen af dem.

Den nuværende statsanklager ignorerer imidlertid fredsaftalen og forsøger at forhindre oprettelsen af denne særlige enhed. Samtidigt forsøger han at ændre aftalen om det specielle retssystem for fred (Jurisdicción Especial de Paz – JEP) ved at drage fordel af den aktuelle lovgivningsmæssige proces, som har vist sig at være ekstremt kompleks på grund af det ustabile parlamentariske flertal, der støtter præsident Santos og hans regering. De forslag, som statsanklageren fremsætter, har altid de samme to formål: at udelukke de formodede civile finansieringskilder, arrangører af og ophavsmænd til paramilitarisme fra JEP og holde dem i de almindelige domstole – hvor de altid har nydt og fortsat nyder straffrihed. Samtidigt hermed at udelukke det størst mulige antal sager om handlinger udført af FARC-EP fra JEP, ved at forsøge at holde kompetencen hos de almindelige domstole, og hos statsanklageren selv, hvilket overtræder bestemmelserne i den delaftale, der var sværest at forhandle på plads, nemlig den om ofre og retfærdighed.

Samtidigt gør statsanklageren ingen væsentlige fremskridt i efterforskningen og afstraffelsen af forbrydelser begået mod menneskerettighedsforkæmpere, politiske ledere og ledere fra de sociale bevægelser og bondebevægelser, der har understøttet fredsprocessen. I 2016 og det der er gået af 2017 er flere end 130 af disse ledere blevet myrdet. Siden underskrivelsen af fredsaftalen d. 24. august 2016, er næsten 80 personer fra de førnævnte grupper blevet slået ihjel. Statsanklageren benægter konsekvent, at der eksisterer en systematisk plan for at angribe fredsprocessen og de personer, som støtter den. Alt det foregående svækker alvorligt FARC-EP’s tillid til at sikkerhedsgarantierne i fredsaftalen vil blive overholdt, da det antyder en alvorlig mangel på forsvar for den personlige sikkerhed og fysiske integritet, som enhver guerilla-soldat må forudsætte for at gennemføre en afvæbningsproces.

På nuværende tidspunkt er retningslinjerne angående FARC-EP’s reintegration i det politiske og sociale liv efter afvæbningen ikke blevet konkretiseret eller igangsat. Efter folkeafstemningen d. 2. oktober, som afviste fredsaftalen fra d. 24. august 2016, startede en genforhandling af aftalen. I denne genforhandling accepterede FARC betydelige ændringer i retssystemet for fred (JEP), større begrænsninger i amnesti-lovgivningen og fremfor alt nedskæringer i reintegrationsprogrammer for tidligere guerillasoldater – og i særdeleshed nedskæringer i de økonomiske midler til disse programmer. Alt sammen for at leve op til et nærigt krav fra de, der havde forsvaret et nej til fredsaftalen. Det endelige budget til økonomisk og social reintegration af FARC-EP’s styrker endte således med at være på størrelse med den sum, staten forbruger på 10 dages krig i Colombia.

I dag er udfærdigelsen af programmerne for social reintegration meget forsinkede, og de lider under en farlig mangel på økonomiske ressourcer. Ingen af programmerne for økonomisk og social reintegration er sat i gang, på trods af at man forudser, at de særlige zoner for transition og normalisering nedlægges d. 31. maj, og at denne samme dato vil markere, at FARC-EP er ophørt med at eksistere, at et nyt politisk parti, der kan efterfølge den tidligere organisation vil være dannet, og at man på denne måde tager det afgørende skridt mod reintegration i det sociale liv.  Det er ikke muligt at guerillaerne denne dag kan tage hjem, for deres hjem findes ikke længere efter 52 års krig eller årtiers deltagelse i FARC-EP’s rækker. Med få undtagelser vil det ikke være sikkert for de tidligere guerilla soldater at tage hjem til deres familier, hvis ellers deres familier har de fornødne materielle levevilkår til at kunne tage imod dem, da de overvejende er bønder med vanskelige levevilkår. Programmer, som skal skabe adgang til arbejdsmarkedet for de tidligere guerillaer, fremme landbrugsudviklingen og en erstatning af de illegale afgrøder, er heller ikke blevet iværksat.

Usikkerheden omkring guerillasoldaternes umiddelbare fremtid skaber også frygt i deres rækker, hvilket kan stimulere en intern mistillid til fredsprocessen og frafald fra denne. Forskellige kriminelle grupper, som ønsker at benytte sig af folk med forstand på at håndtere våben, udnytter denne situation og tilbyder allerede nu guerillaerne betydelige beløb i forsøg på at få dem til at slutte sig til deres grupper.
FN har advaret om den høje procent af frafald, som programmer for social reintegration har haft i de sidste årtier i andre lande, hvor guerillaer har afvæbnet efter fredsaftaler (f.eks. i El Salvador og Guatemala, red.) Disse frafald fører som regel til øget vold, en voksende kriminalitetsrate og en voksende illegal økonomi.

FARC-EP’s afvæbningsproces begyndte d. 1. marts 2017 (D-dag +90, også kaldet D+90) og vil blive afsluttet d. 31. maj (D-dag + 180). På trods af de vanskeligheder som implementeringen lider under, påbegyndte FARC-EP afvæbningen som foreskrevet ved at indlevere 30% af deres våben på D+90. Endnu en afvæbningsrunde af endnu 30% af våbnene vil begynde 1. april, og fasen hvor de resterende 40% af våbnene indleveres vil begynde d. 1. maj, således at hele processen vil kunne være afsluttet d. 31. maj.

Den endelige fredsaftale fastsætter en række garantier af juridisk, sikkerhedsmæssig og socioøkonomisk karakter for FARC-EP, og naturligvis er overholdelsen af det aftalte en gensidig forpligtigelse for underskriverne af en hvilken som helst aftale.
Ligesom FARC-EP nu overholder aftalen om afvæbning, således må Colombias regering og institutioner overholde de aftaler om juridisk sikkerhed som tilfalder dem. Det gælder særligt implementeringen af amnestiloven og kongressens vedtagelse af de love, der kan sætte gang i retssystemet for Sandhed, Retfærdighed, Kompensation og Garantier, således at forbrydelserne ikke gentages. Det gælder ligeledes overholdelse af garantierne for guerillaernes personlige sikkerhed, en afsløring af de paramilitære strukturer og anholdelser af de ansvarlige for forbrydelser mod fredsprocessens forsvarere, som vi ser gang på gang, og det gælder, at det som minimum må defineres hvilke programmer for økonomisk og social reintegration, der skal starte før d. 31. maj. Hvis ikke det sker, vil fredsprocessen d. 1. juni være blevet trukket ned i en implementeringskrise, som i praksis kan afspore hele den indsats, som begge parter har gjort siden begyndelsen af fredsprocessen i 2012.

International overvågning og kontrol er i øjeblikket af afgørende betydning for fredsprocessen. Til dags dato består den eneste internationale monitorering og ledsagelse af den mekanisme, der skal overvåge og kontrollere afvæbningsprocessen i FN’s Monitorerings og Verificeringsmission MMV, som blev oprettet i januar 2016. Det vil sige at det eneste, der indtil videre overvåges er, om FARC-EP overholder deres forpligtelser.
I den endelige fredsaftale er der kun forudset kontrol-mekanismer ift. punkt 3 “Sikkerhedsgarantier” og punkt 6 “Reintegration i det civile liv”,  som også FN vil stå i spidsen for. Men frem til i dag har den colombianske regering ikke konkretiseret, hvordan denne FN-mekanisme skal igangsættes. Den endelige fredsaftale forudser international overvågning af implementeringen af samtlige aftalepunkter, men indtil videre er disse internationale overvågningsmekanismer ikke blevet sat i gang, på trods af de gentagne anmodninger om dette fra FARC-EP.

Det er åbenlyst, at det i en fredsaftale, som afslutter 50 års væbnet konflikt, ikke kan være hensigtsmæssigt, at én af konfliktens parter forestiller sig, at man kun vil ledsage, kontrollere og overvåge implementeringen af de forpligtelser, som tilfalder den anden part, i dette tilfælde FARC-EP’s nedlæggelse af våben. For at garantere den meget tiltrængte implementering af alt det aftalte, eller i hvert fald af det vigtigste, er det helt afgørende, at der øjeblikkeligt bliver sat gang i de ledsagelses-, overvågnings- og kontrol-mekanismer, som fredsaftalen har foreskrevet, og det er helt nødvendigt, at det internationale samfund tager del i disse mekanismer. Det vil ligeledes være godt at se en hurtigere implementering og en klar respekt for det aftalte hos samtlige involverede institutioner (såsom statsanklageren, landreforminstituttet m.fl., red.), og ikke kun hos regeringen.

Enrique Santiago Romero er FARC-EP’s særlige rådgiver i kommissionen for  Overvågning, Fremme og Kontrol af Implementeringen af den endelige Fredsaftale.

Oversat til dansk af Julie Wetterslev

Den originale artikel i El País fra d. 12. marts kan ses her: http://internacional.elpais.com/internacional/2017/03/11/colombia/1489270999_052282.html