Risici for implementering af fredsaftalen

Enrique Santiago Romero

FARC’s juridiske rådgiver, den spanske advokat Enrique Santiago Romero, besøger Danmark d. 24-26. april 2017. D. 12. marts  havde han et indlæg i avisen El País om de vanskeligheder der truer med at bremse fredsprocessen i Colombia. Nedenstående gengiver artiklen.

Som dagene går efter underskrivelsen af fredsaftalen mellem den nationale regering og de Revolutionære Væbnede Styrker i Colombia (FARC-EP) d. 24. november sidste år, desto mere vanskeligt bliver det at gennemføre de foranstaltninger, som er aftalt for at modernisere et land, som knapt nok er på vej ud af 52 års blodig intern væbnet konflikt. Hvis aftalen rent faktisk skal implementeres, kræver det en indsats fra begge parter og fra det internationale samfund. Kun sådan kan vi forhindre at fredsprocessen stagnerer med de alvorlige konsekvenser, dette ville medføre.

Det første problem i implementeringsprocessen har været forsinkelserne i anlæggelsen af de 26 transitions- og normaliseringszoner. Zonerne skulle være bygget færdige før den 1. december 2016, den såkaldte D-dag for demobiliseringen. På denne dag havde FARC’s styrker indfundet sig i de udpegede zoner. Men zonerne var blevet anlagt uden det aftalte minimum af infrastruktur: uden indkvartering, strømforsyning og sanitære tjenester, vand og internet-adgang. Til dags dato er det undtagelsen, hvis en zone har bare 50% af den aftalte infrastruktur. Jeg har besøgt seks af zonerne. Kun i én var der installeret sanitære forhold. Intetsteds havde man bygget huse til indkvartering af guerilla-soldaterne. Der var heller ingen lægehjælp tilgængelig i nogen af zonerne – ud over førstehjælp, som oftest tilbudt af guerillaens egne folk.

26 zonas

I zonerne befinder guerillaens børn sig også, nogle er nyfødte, og der er snesevis af gravide kvindelige guerilla-soldater. I betragtning af forsinkelserne har FARC aftalt med regeringen, at de stiller byggematerialer til rådighed, så guerillaen selv kan bygge de fornødne faciliteter. Dette tilsagn bliver også kun delvist opfyldt. Det er ikke sådan, at guerillaen har problemer med at leve under dårlige forhold, det er de vant til, men dét at regeringen opfylder sin første forpligtelse i fredsaftalen i så ringe grad og tilmed forsinket i forhold til tidsplanen, udsender et meget skidt signa om de colombianske institutioners reelle kapacitet vedrørende overholdelse af aftalen. Det vækker minder om den historiske tradition, som regeringer i Colombia har haft for at overtræde underskrevne fredsaftaler med misligholdelser, der ved talrige lejligheder også indebar mord på den guerilla, de havde indgået aftaler med.

Den endelige fredsaftale indebar en klausul om en hurtig vedtagelse af en amnestilov, der vil give amnesti for ’oprør’ og relaterede forbrydelser, i henhold til den lovgivning, der i øvrigt var gældende på datoen for undertegnelsen af fredsaftalen. Ved underskrivelsen af fredsaftalen var omkring 3.500 mennesker fængslet for forbindelser til FARC-EP. Omkring 700 af dem kan være berettiget til amnesti ved lov. Resten har ret til at blive frigivet under forskellige betingelser: enten efter en betinget dom eller ved at blive overført til transitionszonerne og reintegreret sammen med guerillaerne. Omkring 5.000 medlemmer af de colombianske sikkerhedsstyrker kan også potentielt drage fordel af amnestiloven.

Amnestiloven, som foreskriver anvendelse ex officio eller på begæring af ansøgeren, blev godkendt den 30. december 2016. Men dommerne har ikke gennemført loven. I begyndelsen af februar var der kun blevet givet amnesti til otte fanger, og ingen frigivelser med betinget dom. Dommerne hævdede, at loven var mangelfuld, og at det var nødvendigt at fastlægge procedureregler for at gennemføre den.
D. 17. februar udstedte præsidenten et dekret, som indeholdt sådanne procedureregler, udarbejdet af de selvsamme colombianske dommere. Men to uger senere, d. 6. marts erklærede de dommere, som skal håndhæve amnestien, at de ville gå i strejke grundet manglende midler til at gennemføre amnestilovgivningen. Til dato (12. marts, red.) er der godkendt amnesti til knap halvfjerds guerillaer, fem tilladelser til overførsel til transitionszoner og ingen betingede løsladelser. Der er ingen forlydender om, at amnestiloven endnu skulle have været bragt i anvendelse overfor medlemmer af sikkerhedsstyrkerne.

Når de colombianske domstole således afviser at håndhæve loven om amnesti – bortset fra i de førnævnte og ærværdige undtagelser, så er det, ud over at være uset i tidligere fredsprocesser i Colombia eller i resten af verden, med til at skabe en meget farlig situation blandt guerillaen. Det øger mistilliden til de institutioner og den regering, som har underskrevet fredsaftalen, og således mindskes også tilliden til, at det aftalte vil blive overholdt. Det kan skabe en situation, hvor guerillaerne begynder at føle mistillid overfor deres ledere, som har forhandlet med regeringen. Guerilla-soldaterne kan begynde at tænke, at de også er ved at blive narret af disse, eftersom de var blevet garanteret en særbehandling i retssystemet udover den lovede amnesti. Denne situation kan tilskynde uenighed indenfor rækkerne i FARC-EP, og det kan i sidste ende føre til, at nogle guerillaer afstår fra at deltage i afvæbningsprocessen. Indtil i dag er frafaldet stadig meget begrænset, mindre end 4% af de våbenbærende er faldet fra, mens gennemsnittet i fredsprocesser med oprørsgrupper ligger på omkring 20%.

Sikkerhedsgarantierne – læs: forpligtelsen til at demontere de paramilitære grupper – er et af de vigtigste resultater i denne fredsproces. Glem ikke, at den endelige aftale blev indgået i en sammenhæng, hvor volden fortsat udøves af højreorienterede paramilitære grupper, og hvor staten fortsat er i konfrontation med andre væbnede oppositionsgrupper – herunder ELN -, og hvor der fortsat eksisterer ulovlige økonomier af betydelig størrelsesorden. Dette gør den endelige fredsaftale endnu mere bemærkelsesværdig, idet den indeholder stærke forpligtelser til at gøre en ende på de paramilitære grupper i Colombia, som er et historisk længerevarende og strukturelt fænomen.

Regeringens ansvar er derfor ikke kun at sikre det legitime statslige monopol på magtanvendelse og våben, men også at afmontere de civile strukturer, som i årtier har organiseret, finansieret og tilskyndet de paramilitære grupper, der har forsvaret deres politiske og økonomiske interesser. Én af de vigtigste foranstaltninger forudset i fredsaftalen er derfor oprettelsen af en forskningsenhed med speciale i afviklingen af paramilitære organisationer med kompetence til at deaktivere politiske strukturer, der støtter disse grupper og bidrager økonomisk til finansieringen af dem.

Den nuværende statsanklager ignorerer imidlertid fredsaftalen og forsøger at forhindre oprettelsen af denne særlige enhed. Samtidigt forsøger han at ændre aftalen om det specielle retssystem for fred (Jurisdicción Especial de Paz – JEP) ved at drage fordel af den aktuelle lovgivningsmæssige proces, som har vist sig at være ekstremt kompleks på grund af det ustabile parlamentariske flertal, der støtter præsident Santos og hans regering. De forslag, som statsanklageren fremsætter, har altid de samme to formål: at udelukke de formodede civile finansieringskilder, arrangører af og ophavsmænd til paramilitarisme fra JEP og holde dem i de almindelige domstole – hvor de altid har nydt og fortsat nyder straffrihed. Samtidigt hermed at udelukke det størst mulige antal sager om handlinger udført af FARC-EP fra JEP, ved at forsøge at holde kompetencen hos de almindelige domstole, og hos statsanklageren selv, hvilket overtræder bestemmelserne i den delaftale, der var sværest at forhandle på plads, nemlig den om ofre og retfærdighed.

Samtidigt gør statsanklageren ingen væsentlige fremskridt i efterforskningen og afstraffelsen af forbrydelser begået mod menneskerettighedsforkæmpere, politiske ledere og ledere fra de sociale bevægelser og bondebevægelser, der har understøttet fredsprocessen. I 2016 og det der er gået af 2017 er flere end 130 af disse ledere blevet myrdet. Siden underskrivelsen af fredsaftalen d. 24. august 2016, er næsten 80 personer fra de førnævnte grupper blevet slået ihjel. Statsanklageren benægter konsekvent, at der eksisterer en systematisk plan for at angribe fredsprocessen og de personer, som støtter den. Alt det foregående svækker alvorligt FARC-EP’s tillid til at sikkerhedsgarantierne i fredsaftalen vil blive overholdt, da det antyder en alvorlig mangel på forsvar for den personlige sikkerhed og fysiske integritet, som enhver guerilla-soldat må forudsætte for at gennemføre en afvæbningsproces.

På nuværende tidspunkt er retningslinjerne angående FARC-EP’s reintegration i det politiske og sociale liv efter afvæbningen ikke blevet konkretiseret eller igangsat. Efter folkeafstemningen d. 2. oktober, som afviste fredsaftalen fra d. 24. august 2016, startede en genforhandling af aftalen. I denne genforhandling accepterede FARC betydelige ændringer i retssystemet for fred (JEP), større begrænsninger i amnesti-lovgivningen og fremfor alt nedskæringer i reintegrationsprogrammer for tidligere guerillasoldater – og i særdeleshed nedskæringer i de økonomiske midler til disse programmer. Alt sammen for at leve op til et nærigt krav fra de, der havde forsvaret et nej til fredsaftalen. Det endelige budget til økonomisk og social reintegration af FARC-EP’s styrker endte således med at være på størrelse med den sum, staten forbruger på 10 dages krig i Colombia.

I dag er udfærdigelsen af programmerne for social reintegration meget forsinkede, og de lider under en farlig mangel på økonomiske ressourcer. Ingen af programmerne for økonomisk og social reintegration er sat i gang, på trods af at man forudser, at de særlige zoner for transition og normalisering nedlægges d. 31. maj, og at denne samme dato vil markere, at FARC-EP er ophørt med at eksistere, at et nyt politisk parti, der kan efterfølge den tidligere organisation vil være dannet, og at man på denne måde tager det afgørende skridt mod reintegration i det sociale liv.  Det er ikke muligt at guerillaerne denne dag kan tage hjem, for deres hjem findes ikke længere efter 52 års krig eller årtiers deltagelse i FARC-EP’s rækker. Med få undtagelser vil det ikke være sikkert for de tidligere guerilla soldater at tage hjem til deres familier, hvis ellers deres familier har de fornødne materielle levevilkår til at kunne tage imod dem, da de overvejende er bønder med vanskelige levevilkår. Programmer, som skal skabe adgang til arbejdsmarkedet for de tidligere guerillaer, fremme landbrugsudviklingen og en erstatning af de illegale afgrøder, er heller ikke blevet iværksat.

Usikkerheden omkring guerillasoldaternes umiddelbare fremtid skaber også frygt i deres rækker, hvilket kan stimulere en intern mistillid til fredsprocessen og frafald fra denne. Forskellige kriminelle grupper, som ønsker at benytte sig af folk med forstand på at håndtere våben, udnytter denne situation og tilbyder allerede nu guerillaerne betydelige beløb i forsøg på at få dem til at slutte sig til deres grupper.
FN har advaret om den høje procent af frafald, som programmer for social reintegration har haft i de sidste årtier i andre lande, hvor guerillaer har afvæbnet efter fredsaftaler (f.eks. i El Salvador og Guatemala, red.) Disse frafald fører som regel til øget vold, en voksende kriminalitetsrate og en voksende illegal økonomi.

FARC-EP’s afvæbningsproces begyndte d. 1. marts 2017 (D-dag +90, også kaldet D+90) og vil blive afsluttet d. 31. maj (D-dag + 180). På trods af de vanskeligheder som implementeringen lider under, påbegyndte FARC-EP afvæbningen som foreskrevet ved at indlevere 30% af deres våben på D+90. Endnu en afvæbningsrunde af endnu 30% af våbnene vil begynde 1. april, og fasen hvor de resterende 40% af våbnene indleveres vil begynde d. 1. maj, således at hele processen vil kunne være afsluttet d. 31. maj.

Den endelige fredsaftale fastsætter en række garantier af juridisk, sikkerhedsmæssig og socioøkonomisk karakter for FARC-EP, og naturligvis er overholdelsen af det aftalte en gensidig forpligtigelse for underskriverne af en hvilken som helst aftale.
Ligesom FARC-EP nu overholder aftalen om afvæbning, således må Colombias regering og institutioner overholde de aftaler om juridisk sikkerhed som tilfalder dem. Det gælder særligt implementeringen af amnestiloven og kongressens vedtagelse af de love, der kan sætte gang i retssystemet for Sandhed, Retfærdighed, Kompensation og Garantier, således at forbrydelserne ikke gentages. Det gælder ligeledes overholdelse af garantierne for guerillaernes personlige sikkerhed, en afsløring af de paramilitære strukturer og anholdelser af de ansvarlige for forbrydelser mod fredsprocessens forsvarere, som vi ser gang på gang, og det gælder, at det som minimum må defineres hvilke programmer for økonomisk og social reintegration, der skal starte før d. 31. maj. Hvis ikke det sker, vil fredsprocessen d. 1. juni være blevet trukket ned i en implementeringskrise, som i praksis kan afspore hele den indsats, som begge parter har gjort siden begyndelsen af fredsprocessen i 2012.

International overvågning og kontrol er i øjeblikket af afgørende betydning for fredsprocessen. Til dags dato består den eneste internationale monitorering og ledsagelse af den mekanisme, der skal overvåge og kontrollere afvæbningsprocessen i FN’s Monitorerings og Verificeringsmission MMV, som blev oprettet i januar 2016. Det vil sige at det eneste, der indtil videre overvåges er, om FARC-EP overholder deres forpligtelser.
I den endelige fredsaftale er der kun forudset kontrol-mekanismer ift. punkt 3 “Sikkerhedsgarantier” og punkt 6 “Reintegration i det civile liv”,  som også FN vil stå i spidsen for. Men frem til i dag har den colombianske regering ikke konkretiseret, hvordan denne FN-mekanisme skal igangsættes. Den endelige fredsaftale forudser international overvågning af implementeringen af samtlige aftalepunkter, men indtil videre er disse internationale overvågningsmekanismer ikke blevet sat i gang, på trods af de gentagne anmodninger om dette fra FARC-EP.

Det er åbenlyst, at det i en fredsaftale, som afslutter 50 års væbnet konflikt, ikke kan være hensigtsmæssigt, at én af konfliktens parter forestiller sig, at man kun vil ledsage, kontrollere og overvåge implementeringen af de forpligtelser, som tilfalder den anden part, i dette tilfælde FARC-EP’s nedlæggelse af våben. For at garantere den meget tiltrængte implementering af alt det aftalte, eller i hvert fald af det vigtigste, er det helt afgørende, at der øjeblikkeligt bliver sat gang i de ledsagelses-, overvågnings- og kontrol-mekanismer, som fredsaftalen har foreskrevet, og det er helt nødvendigt, at det internationale samfund tager del i disse mekanismer. Det vil ligeledes være godt at se en hurtigere implementering og en klar respekt for det aftalte hos samtlige involverede institutioner (såsom statsanklageren, landreforminstituttet m.fl., red.), og ikke kun hos regeringen.

Enrique Santiago Romero er FARC-EP’s særlige rådgiver i kommissionen for  Overvågning, Fremme og Kontrol af Implementeringen af den endelige Fredsaftale.

Oversat til dansk af Julie Wetterslev

Den originale artikel i El País fra d. 12. marts kan ses her: http://internacional.elpais.com/internacional/2017/03/11/colombia/1489270999_052282.html

FN udtrykker bekymring over mord på sociale ledere

image

FN’s Årsrapport om Menneskerettigheder slår alarm over stigningen i angreb mod sociale aktivister. Sidste år blev 127 ledere myrdet og størstedelen af disse døde i områder, der tidligere var underlagt FARC.

Da den årlige rapport om menneskerettigheder i Colombia blev fremlagt i torsdags (d. 16/3-2017), slog FN alarm over, at 127 sociale ledere blev myrdet forrige år. Af de 127 mord blev 60 af dem begået mod ledere, 64 mod aktivister, mens 3 stadig er under efterforskning.

Størstedelen af mordene på menneskerettighedsforkæmpere i Colombia i 2016 blev begået i områder, hvor FARC tidligere har spillet en fremtrædende rolle, meddelte FN. Nu er FARC midt i en proces, der er resultatet af den fredsaftale underskrevet med regeringen for at sætte en stopper for er halvt århundredes væbnet konflikt.

”Vi er meget bekymrede over volden mod ledere og menneskerettighedsforkæmpere. Den vedblivende vold risikerer at sætte den fælles fredsproces i landet over styr”, udtalte Martin Santiago, koordinator for FN i Colombia.

Af de 60 mord på ledere foregik 27 i områder med historisk FARC-dominans, mens 48 af de 64 mord på aktivister foregik i guerillaområder, indledte Todd Howland, repræsentant i Colombia for FN’s højkommissariat for menneskerettigheder.

Disse sager fandt for de flestes vedkommende sted i Cauca, Antioquia og i Norte de Santander og Córdoba. FN’s repræsentant fremhævede, at næsten alle mordene blev begået i områder med illegale økonomier, drevet af Coca-produktion og illegal minedrift.
”Livet er blevet en del mere kompliceret for de sociale ledere i disse områder, efter at FARC har forladt dem”, pointerede Howland i forbindelse med, at oprørene bliver samlet i 26 områder i landet, hvor de senere skal nedlægge våbnene og integreres i det civile liv.
Ifølge FN er der observeret 389 angreb mod sociale ledere og aktivister i 2016.

Regionskontoret har registreret 59 mord, 44 angreb, 210 trusler og 72 privatlivskrænkelser og berøvelser af ejendom inklusive berøvelser af fotografier og computere samt overvågning.

Indenrigsminister Juan Fernando Cristo sagde under lanceringen af rapporten, at staten står over for ”store udfordringer i forhold til institutionel tilstedeværelse og territorial kontrol” i mange af de områder, som FARC har forladt.

Allerede før FARC og regeringen underskrev fredsaftalen, havde guerillaen bedt præsident Santos gøre noget proaktivt for at bremse mordene på de sociale ledere. Ifølge guerillaen og visse NGO’er bliver disse mord begået af paramilitære grupper.
Imidlertid har regeringen flere gange afvist denne version og beskylder i stedet kriminelle bander, der arbejder narko-traficking, for mordene.

Forsvarsministeren, Luis Carlos Villegas, forsikrede om, at der ikke er dokumentation for, at paramilitære styrker står bag mordene på de sociale ledere, sådan som FN-rapporten siger.  ”Vi har ikke kunnet dokumentere at der er nogen systematik i mordene på disse sociale ledere” slog ministeren fast.
Ifølge Villegas er der ikke nogen indicier for, at denne mordbølge er systematisk, og han forsikrede om, at efterforskningen fortsat peger på at disse mord er isolerede hændelser”.
”Visse mord er blevet begået på grund af deltagelse i forbrydelser, nabostridigheder eller på grund af jordstridigheder”, forsikrede han. De væbnede styrker har leveret store resultater, ”vi har fanget 56, 50 er under anklage, og af de 11, der har en arrestordre, mangler vi kun at effektuere fire”.

Ligeledes indikerede han, at der er en høj procentdel af efterforskningerne af angreb på de sociale ledere, ”som viste sig at have noget med illegale afgrøder eller illegale miner at gøre”, hvilket ifølge Villegas beviser forbindelser med oprørsgruppen ELN.

Oversat fra http://www.semana.com/nacion/articulo/onu-preocupada-por-asesinato-de-lideres-sociales/518741

Se i øvrigt FN’s rapport her (på spansk): http://www.hchr.org.co/documentoseinformes/informes/altocomisionado/informe-anual-2016.pdf

Simon Eiriksson

500 guerillasoldater modtager cubansk medicin-stipendium

Cuban-Medical-Worker-Haiti

Cubas ambassadør i Colombia, José Luis Ponce Caballero har mandag i et brev til Ivan Marquez, der er medlem af sekretariatet for FARC’s guerilla, fremsat et tilbud om, at 500 tidligere kombattanter i FARC de næste fem år vil få adgang til medicinstudiet i Cuba.

Hvert år vil 100 stipendier blive tildelt den colombianske regering og hvert år 100 til FARC. Programmet rummer således i alt 1.000 pladser og vil begynde i september i år.

Cuba er kendt for en høj kvalitet i uddannelsen af læger og landets gratis programmer, hvor uddannelsessystemet i Colombia i modsætning hertil er privatiseret og afhængig af store egenbetalinger.

http://www.elespectador.com/noticias/paz/500-exguerrilleros-de-las-farc-seran-becados-para-estudiar-medicina-en-cuba-articulo-684753

Morten Riis

Colombias kongres godkender retssystem for fred

17353053_10155114958594907_336201427_n
Mandag d. 13. marts godkendte Colombias kongres et særligt retssystem for fred, som skal sikre retfærdighed for de mere end 8 millioner ofre for landets væbnede konflikt.

Det nye retssystem består af en domstol, en sandhedskommission og en enhed for forsvundne personer. Oprettelsen af disse tre institutioner er foreskrevet i fredsaftalen mellem den colombianske regering og FARC, og tilsammen skal disse institutioner forestå et retsopgør med de mange forbrydelser, der er blevet begået under konflikten.

Ifølge Colombias anklagemyndighed vil systemet skulle retsforfølge mindst 7.000 tidligere guerillasoldater, 24.400 statslige embedsmænd som er dømte eller anklagede for krigsforbrydelser, og omkring 12.500 civile som anklages for at have finansieret terrorisme og anden voldelig aktivitet.

Desuden skal systemet forsøge at opklare hvad, der er sket med de mere end 60.000 colombianere, som formodes at være forsvundet mod deres vilje, og som frygtes døde og begravede i massegrave rundt om i landet.

En kortlægning af ansvar
I medierne har historierne om konfliktens forbrydelser ofte haft fokus på FARC-guerillaen, som bekæmpede den colombianske stat i mere end 52 år. Ikke desto mindre kan oprettelsen af retssystemet få endnu mere dramatiske konsekvenser for militæret og andre statslige institutioner, som har været involveret i krigsforbrydelser.

Domstolen og sandhedskommissionen skal nemlig kortlægge ansvaret for de mest voldsomme menneskerettighedskrænkelser under krigen, og det kan i sidste ende føre til at toppolitikere som præsidenten Juan Manuel Santos og hans forgænger Alvaro Uribe bliver holdt ansvarlige for de drab på tusinder af civile, som har fundet sted under deres regeringsperioder.

De fleste mistænkte for krigsforbrydelser vil kunne undgå fængselsstraf og i stedet idømmes ’mindre frihedsbegrænsninger’, hvis de samarbejder fuldt ud med det nye retssystem, tilstår deres forbrydelser og indvilger i at give erstatning til deres ofre. De, som nægter at samarbejde med systemet, vil imidlertid kunne idømmes op til 20 års fængsel.

Uribe og hans tilhængere har under hele fredsprocessen søgt at skabe en forarget stemning i den colombianske offentlighed med henvisning til, at systemet vil være ’alt for eftergivende’ overfor de tidligere guerillasoldater; men i realiteten udgør sager om de tidligere guerillasoldater kun en mindre andel af alle de sager, som skal behandles af systemet, da endnu flere militærfolk, embedsmænd og civile skal for retten.

Kongressens behandling
Sidst man forsøgte at starte et officielt retsopgør i Colombia førte det til fængselsdomme for mere end 50 medlemmer af kongressen på grund af disse toppolitikeres forbindelser til paramilitære krigsforbrydelser.

Mange medlemmer af kongressen var også tydeligvis nervøse ved at vedtage bestemmelserne om det nye retssystem for fred. Selv om de retslige institutioner og deres formål er klart beskrevet i fredsaftalen, tog det kongressen flere uger at afslutte debatten om systemet.

Ud af kongressens 102 medlemmer stemte 60 for bestemmelserne, mens to stemte imod i den afgørende stemmeafgivelse.

Helt op imod en tredjedel af kongressens medlemmer erklærede sig dog ude af stand til at afgive deres stemme ved afstemningen , da de mente selv at være involverede eller at have familiemedlemmer, der på en eller anden vis har forbindelse til de forbrydelser, som retssystemet skal behandle.

Medlemmerne af partiet ’Centro Democrático’ boycottede afstemningen og undlod helt at stemme. Partiets leder og præsidentkandidat Alvaro Uribe forventes nemlig under retsopgøret at blive stillet til ansvar for de tusindevis af krigsforbrydelser, der blev begået under hans regeringstid, herunder massedrab på civile, som blev angivet som militære mål, én massakre og mindst to paramilitære offensiver.

Retsopgøret er et vigtigt led i fredsprocessen, men selv efter kongressens grønne lys skal systemet stadig godkendes af Colombias forfatningsdomstol, før de nye retslige instanser kan gå i gang med at arbejde sig igennem de mange sager.

Julie Wetterslev

Paramilitære vil freden til livs

agc

Selvom den colombianske regering benægter, at de tiltagende eksempler på mord og trusler er systematisk og konsekvent benægter eksistensen af paramilitære grupper, så er 80 indbyggere, oprindelige folk i byen Bojaya ifølge hjemmesiden Pacifista netop blevet fordrevet af den paramilitære gruppering AGC, det skriver nyhedssitet Colombia Reports (http://colombiareports.com/peace-colombias-paramilitaries-embark-full-blown-terror-campaign/).

De militært udrustede og uniformede mænd talte så mange som 200, og i flere kommuner langs grænsen til Panama og stillehavskysten har lokale set grupper på helt op til 600 soldater.

14 aktivister dræbt – alene i januar
Allerede i den første måned af 2017 har 14 aktivister måttet lade livet. Sidste år blev 117 sociale ledere og menneskerettighedsforkæmpere dræbt (kilde: Indepaz).
De dræbte er lokale ledere, folk der kæmper for at forsvare miljø og naturressourcer, kæmper for at forsvare landarbejdernes og de oprindelige folks rettigheder – kort sagt: fortalere for fredsaftalen. Parallelt med de individuelle angreb rapporterer http://www.justiceforcolombia.org, at paramilitære har truet kendte organisationer som Fredskomitéen i San José de Apartadó (www.cdpsanjose.org), sammenslutningen af arbejderne indenfor agroøkologi og minedrift i Guacomó (AHAMG) og den mellemkirkelige retfærdigheds- og fredskommision, CIJP.
Det har fået menneskerettighedsorganisationer i Colombia til at kræve de mekanismer implementeret, der ifølge fredaftalen skulle fungere som sikkerhed for de sociale og politiske aktivister og garantere afvæbninger af landets paramilitære grupper.

Et skræmmende problem, der kan ødelægge freden i Colombia
D. 3. januar bragte avisen Washington Post en længere artikel om den fare, som angrebene og særligt regeringens laden stå til udgør for hele fredsprocessen i Colombia.
Mordene lader til at være rettet mod venstreorienterede aktivister, ledere blandt de oprindelige folk, fortalere for menneskerettigheder og medlemmer af den sociale parablyorganisation Marcha Patriótica. Frekvensen har de seneste måneder været tiltagende, efter at regeringen indgik den kontroversielle fredsaftale med den marxistiske oprørsgruppe FARC, der ellers bragte håb om en ende på den længste konflikt i Latinamerika. Hvis ikke regeringen snart skrider til handling, kan man frygte, at det blot er et spørgsmål om tid, før guerillaen ser sig nødsaget til at bryde våbenhvilen for at beskytte lokalbefolkningen i landområderne.

https://www.washingtonpost.com/world/the_americas/the-frightening-issue-that-could-destroy-colombias-peace-deal/2017/01/02/3e0a7fec-c304-11e6-92e8-c07f4f671da4_story.html?utm_term=.603cdd31b417

Morten Riis