Fredens skov glemmer ikke sine ofre

Miguel Huépas øjne er blanke, da hans søn Wilman Gonzalez hænger mindetavlen for sin bror op i det unge cedertræ. De to bondeledere fatter sig og stiller op til fotos foran de pressefolk, som er kommet til landsbyen Puerto Matilde til den ceremonielle indvielse af ’det levende fredsmonument’ i Cimitarrafloddalen. Monumentet er en del af ’fredens skov’: Et program under miljøministeriet, som støtter miljøbeskyttelsesindsatser, produktive projekter og processer til at bearbejde krigens minder.

Scenen med de to ledere af bondeorganisationen i Cimitarrafloddalen (Asociación Campesina del Valle del Rio Cimitarra, ACVC), minder mig om første gang jeg mødte Wilman tilbage i 2008. I skyggen af et stort træ fortalte han mig, at han netop havde mistet sin bror. Miguel Ángel Gonzales Gutiérrez var en vigtig leder i sit lokalsamfund. Han blev dræbt af hæren d.27. januar 2008 i selv samme landsby, hvor Wilman og jeg sad og talte sammen.

Som om dette ikke skulle være tragedie nok, fortalte Wilman mig, at hans far var fængslet. I 2007 blev der udstedt arrestordre på hele ACVC’s ledelse med anklager om forbindelse til guerillaen. Seks af lederne blev anholdt, mens resten gik under jorden. I løbet af 2009 blev sagerne lukket én for én på grund af manglende beviser, og i tilbageblikkets klare lys, ligner sagen mest af alt en fabrikeret anklage med det formål at svække den sociale bevægelse, som det er set så mange gange før i Colombia[I].

Tilbage i Puerto Matilde, 2017, mindes ACVC’s forkvinde Irene Ramírez også den svære tid, som bondesamfundene gennemlevede særligt i Alvaro Uribes præsidentperiode (2002-2010). Hun mindes den konstante stigmatisering, de fabrikerede anklager og sidst men ikke mindst de såkaldte falske positiver: Et udtryk, der dækker over hærens drab på civile, som efterfølgende blev præsenteret som guerillasoldater for at vise resultater.

I Puerto Matilde har de plantet 42 træer til det levende fredsmonument. Under den ceremonielle indvielse hænger familie og pårørende mindetavler op. Hver mindetavle bærer navnet og dødsdatoen for en afdød indbygger fra Cimitarrafloddalen. Hver og én er et offer for hærens udenretlige henrettelser.

Hver og én har sin egen historie. Den lokale leder Pablo fortæller mig, at han arbejdede sammen med Jose Miguel, som blev dræbt d. 5. september i landsbyen Caño Dorado. Carlos Mario var en del af deres dansetrup, fortæller Eladio Morales fra ACVC, mens han peger på én af mindetavlerne. Guillermos lig blev fundet, fordi hæren havde efterladt hans saddel i vejkanten. Hesten havde de også dræbt. Det er svært at rumme alle de tragiske skæbner.

Falske Positiver
Natalia Fernandez, som arbejder med de kollektive erindringsprocesser for ACVC, fortæller mig, at de fleste af de 42 drab er under behandling i retsvæsenet. I nogle af sagerne er der fældet dom, mens andre er under proces og andre igen er henlagt. Hun nævner Aicardo Antonio Ortiz Tobóns sag, som eksemplificerer nogle af de udfordringer omkring skandalen om de falske positiver.

To militærfolk og én civil er dømt for drabet på Aicido, men efterforskningen af fem andre militærfolk er henlagt. Desuden er der flere militærfolk, der slet ikke er blevet undersøgt, selvom flere vidneudsagn peger på deres medskyld. Det drejer sig om højtstående militærfolk. I maj 2017 erklærede en domstol, at den colombianske stat, forsvarsministeriet og hæren er ansvarlige for den arbitrære henrettelse af Aicido. Dommen fastslår, at sagen skal genåbnes og at alle implicerede skal undersøges [II].

På nationalt niveau er adskillige korporaler og soldater blevet dømt for de falske positiver, men hvem der er ansvarlige på højere niveau, er endnu ikke afklaret. Netop denne ”forsømmelse” var på dagsordenen, da chefanklageren for den internationale straffedomstol for første gang besøgte Colombia i september 2017. Allerede i 2012 udtrykte straffedomstolen, at ”det lader til at disse forbrydelser er begået systematisk og i stor skala som en del af en statslig eller en organisatorisk politik. ” Siden da har domstolen fulgt det colombianske retssystems behandling af sagerne tæt, og er ikke tilfreds med de få fremskridt. Budskabet er, at hvis ikke det colombianske retssystem identificerer og dømmer de ansvarlige på højeste niveau, vil den internationale straffedomstol åbne sager. Den har allerede identificeret 29 højtstående militærfolk, som man påtænker at åbne sag mod [III].

Et andet åbent spørgsmål omkring de falske positiver er, hvilken rolle den særlige fredsdomstol (Jurisdicción Especial para la Paz) skal spille. Domstolen, som endnu ikke er oprettet, skal behandle forbrydelser relateret til den væbnede konflikt. Men denne definition efterlader plads til mange fortolkninger, og jurister såvel som kommentatorer er delte i spørgsmålet [IV]. Den særlige fredsdomstol giver mulighed for amnesti og nedsatte straffe til de ansvarlige for forbrydelser, hvis de indvilliger i at bidrage til at få sandheden frem. I Aicidos sag er de dømte allerede løsladt under den betingelse, at de vil fortælle sandheden om drabet til fredstribunalen [V].

Skoven og freden
Fra 2010 begyndte der at ske positive forandringer i Cimitarrafloddalen, fortsætter Irene Ramírez fra ACVC. Regeringen anerkendte igen det Bondereservat (Zona de Reserva Campesina), som Alvaro Uribe havde suspenderet, og ACVC modtog en vigtig national fredspris. Fredens skov er endnu et skridt i denne institutionelle anerkendelse. Ifølge forkvinden er det ikke bare en anerkendelse af lokalsamfundenes naturbeskyttelsesindsats, det er en anerkendelse af deres organisering og deres anstrengelser for at forblive i deres territorie på trods af forfølgelsen og volden.

Miguel og Wilman er eksempler på dette mod. Den unge mand, jeg mødte for 9 år siden, lod sig ikke intimidere. Tværtimod dedikerede han sig helhjertet til bondeorganisationen, for eksempel i arbejdet for at beskytte den uberørte regnskov, der ligger bag en linje, som landsbyrådene selv har defineret og markeret.

En anden leder af ACVC, Andrés Gil, understreger i sin tale, at dette er fredens essens: At staten nærmer sig lokalsamfundene i disse områder, hvor den aldrig har været tilstede med andet end militær. At staten bygges op netop gennem institutionel støtte til lokale initiativer. I Cimitarrafloddalen har de lokale landsbyråd allerede systemer til naturbeskyttelse, de mangler bare at staten anerkender dem.

Stemningen er optimistisk den dag i Puerto Matilde, men et enkelt spørgsmål til embedskvinden fra miljøministeriet minder om nogle af de udfordringer, som lokalsamfundene fortsat står overfor. En journalist spørger, om fredens skov beskytter området mod udvindingsprojekter, for eksempel ved fracking. I Cimitarrafloddalen ved man godt, at regeringen planlægger at benytte frackingmetoden til at udvinde olie omkring Magdalenafloden [VI], og det ser ud til at det fortsat er op til dem selv at yde modstand, hvis denne destruktive udvindingsmetode kommer til deres del af floddalen. Også selvom området nu kan kalde sig fredens skov.

 

[I] https://pbicolombiablog.org/2009/09/30/miembros-de-la-acvc-acusados-sin-fundamento/

[II] http://humanidadvigente.net/estado-colombiano-declarado-responsable-la-ejecucion-extrajudicial-del-campesino-aicardo-antonio-ortiz-tobon/

[III] http://colombia2020.elespectador.com/jep/fiscal-de-la-cpi-de-visita-por-colombia

[IV] http://www.semana.com/nacion/articulo/gustavo-moreno-desmiente-a-musa-besaile-en-la-corte/541052

[V] http://humanidadvigente.net/juzgado-39-suspende-una-orden-captura-pone-libertad-4-militares-asesinado-del-campesino-aicardo-antonio-ortiz-tobon/

[VI] http://m.elcolombiano.com/negocios/economia/organizaciones-piden-al-gobierno-no-hacer-prueba-de-fracking-NA7277807

Advertisements

Kokamarker ryddes med magt på trods af aftaler om frivillig omlægning

Jeg er taget til Colombia som fredsobservatør for at ledsage bondeorganisationer, der er udsat for forfølgelse på grund af deres sociale og politiske engagement. Min første ledsagelse går til regionen Catatumbo i det nordøstlige Colombia.

I bilen på vej til landsbyen fortæller bondelederen Fredy mig, at bøndernes primære økonomiske aktivitet i området er kokadyrkning. På grund af den elendige infrastruktur og den manglende statslige støtte til småbønder er koka den eneste afgrøde, som kan generere en indtægt. Fredy udpeger nogle kokamarker på de henrivende bjergskrænter; nogle er blottet for beskueren, mens andre er gemt under madbananernes palmeblade.

Den colombianske regering har netop iværksat en offensiv, hvor hær, politi og en række civile myndigheder river kokaplanter op manuelt uden lokalsamfundenes samtykke. Denne fremgangsmåde er i modstrid med fredsaftalen, som blev indgået mellem den colombianske regering og guerillabevægelsen FARC-EP i slutningen af 2016 og som lover programmer baseret på frivillig omlægning af koka til andre afgrøder.

Inden min rejse til Catatumbo talte jeg med Christian og Lizeth fra den sociale og politiske bevægelse Marcha Patriótica om problematikken. Christian havde lige været i Cauca og Guaviare for at dokumentere situationen for kokabønderne. Begge de lokalsamfund, han havde besøgt, var udsat for forceret rydning, fortalte han, og dette på trods af at bønderne havde udtrykt ønske om frivillig omlægning. I Guaviare var der endda allerede igangsat et pilotprojekt for omlægningen.

Lizeth gør mig opmærksom på, at de forcerede rydninger er iværksat på grund af pres fra USA. Under et besøg i Washington i maj talte Colombias præsident Santos med USA’s præsident Trump om problematikken[i], og siden da er tonen skærpet. William Brownfield, som er assisterende sekretær for internationale narkobekæmpelsesanliggender i USA, udtaler, at det vil gå ud over de bilaterale relationer mellem USA og Colombia, hvis Colombia ikke omgående gør noget ved kokaproduktionen[ii].

USA’s påskud for at presse Colombia er at kokaproduktionen er steget voldsomt de seneste år. FN’s årlige studie viser, at arealet tilplantet med koka steg fra 96.000 hektarer i 2015 til 146.000 hektarer i 2016, hvilket svarer til en stigning på 52 %[iii]. Regeringen i USA taler om 188.000 hektarer i 2016 og en stigning på 130 % over de sidste tre år af fredsprocessen.

I et interview til mediet Semana peger den colombianske minister for postkonflikt Rafael Pardo tre årsager til stigningen. Den primære grund han fremhæver er, at den colombianske peso ligger meget lavt i forhold til dollaren. Det betyder, at eksportvirksomheden, som kokadyrkningen er knyttet til, er ekstra lukrativ. Et andet element er, at forbruget af kokain i USA er steget.

Sidst men ikke mindst fremhæver Pardo, at de forventninger, som fredsprocessen har skabt, kan have motiveret mange bønder til at plante koka. Hvis jeg var en fattig bonde i Colombia, ville jeg selv overveje at plante en halv hektar med koka, for fredsaftalen lover både individuel støtte og lån til omlægning, samt kollektive projekter til fremme af den lokale bondeøkonomi i områder med meget koka.

En fjerde faktor, som postkonfliktministeren ikke nævner, er at paramilitære grupper rundt omkring i landet modarbejder omlægningen, da de er interesserede i at fortsætte deres narkoforretninger. D.4. august i år blev bondelederen Nidio Dávila dræbt af paramilitære på grund af sit arbejde for at omlægge kokamarkerne i sit lokalområde i Nariño i det sydlige Colombia. Tyve mænd, som identificerede sig som medlemmer af den paramilitære gruppe de Gaitanistiske selvforsvarsstyrker, hentede Nidio i hans hjem og bragte ham til et sted kaldet El Cable, hvor han blev henrettet i de lokale beboeres påsyn. Ifølge de overlevende truede de paramilitære med at dræbe enhver, der fortsatte med at tale om omlægning af kokamarkerne[iv].

Faktum er, at kokaproduktionen er steget som resultat af en række forskellige faktorer. Det, der deler vandene, er spørgsmålet om hvilken respons problemet kræver.

Postkonfliktministeren forklarer til Semana, at regerings plan er at rydde 50.000 hektarer med magt og fjerne andre 50.000 hektarer gennem frivillig omlægningiii. Han uddyber dog ikke hvilke kriterier, der guider den forcerede rydning.

Fredsaftalen udtrykker tydeligt, at der udelukkende bør tyes til rydning med magt i tilfælde hvor lokalsamfund eller individer nægter at omlægge[v]. Regeringens fremfærd tyder dog på, at der ikke er vilje til at give den frivillige omlægning den tid og de ressourcer den behøver. I stedet for at gå den fredelige vej, som fredsaftalen udstikker, skaber den colombianske regering mere konflikt og militarisering af landets rurale områder.

Fremme i landsbyen fortæller bondelederen Fredy, at den forcerede rydning af kokamarker i Catatumbo har været rimelig begrænset. En del af forklaringen er, at bønderne i Catatumbo efter omfattende protester i 2013 fik den colombianske regering til at underskrive en banebrydende aftale om ikke at rydde kokamarker med magt. Regeringen har overholdt aftalen delvist, fortæller Fredy, for der har været sporadiske rydninger. Den anden del af forklaringen er ifølge Fredy, at lokalsamfundenes reaktion er stærk, når rydningsindsatserne kommer til Catatumbo. ”Så det er ikke nemt for dem her, ” slutter han.

Overalt i Colombia modsætter lokalsamfundene sig de forcerede rydninger, for selvom de er villige til at omlægge, har de brug for mad på bordet. I opråb til regeringen og offentligheden minder de om fredsaftalens fjerde punkt om frivillig omlægning og erklærer ”Nej til forceret rydning, frivillig omlægning nu!” [vi]

International ledsagelse i Colombia.
Nina Lendal er i Colombia for at ledsage en række bondeorganisationer, som har brug for international rykdækning på grund af den forfølgelse, de er udsat for. Hun er en del af International Action for Peace, som du kan læse mere om her: http://www.actionpeace.org/ Det næste års tid vil Nina berette til Colombianyt om hvordan fredsopbygningen og den fortsatte konflikt ser ud fra nogle af de mest afsides kroge af Colombia.

 

 

[i] http://www.semana.com/nacion/articulo/eeuu-pide-a-colombia-a-reanudar-la-aspersion-aerea-de-los-cultivos-de-coca/528490

[ii] http://www.infobae.com/america/colombia/2017/08/03/estados-unidos-alerto-de-posibles-problemas-bilaterales-con-colombia-por-el-aumento-de-los-cultivos-de-coca/

[iii] http://www.semana.com/nacion/articulo/rafael-pardo-explica-por-que–han-crecido-los-cultivos-ilicitos/532568

[iv] http://prensarural.org/spip/spip.php?article21889

[v] Fredsaftalens punkt 4.1.3.2

[vi] http://www.prensarural.org/spip/spip.php?article21652

 

Afskovningen stiger i områder forladt af FARC

Det følgende er en fri oversættelse af artiklen “El impacto ambiental de la salida de las FARC” fra det colombianske medie La Silla Vacía, 05/07/17.

http://lasillavacia.com/historia/el-impacto-ambiental-de-la-salida-de-las-farc-61592

I årevis har guerrillabevægelsen FARC-EP udstukket retningslinier for miljøbeskyttelse, for eksempel begrænsninger på fældning af skov, i de områder, de kontrollerede. Nu øges afskovningen i mange af de regioner, som guerrillaen har forladt for at nedlægge våben og påbegynde indslusning i det civile liv.

Det colombianske medie La Silla Vacía har undersøgt fire cases og talt med borgmestre, medlemmer af byråd og miljømyndigheder om afskovningsproblematikken.

“Al den skov, som guerillaen har undladt at fælde i 50 år, har andre fældet i år,” udtaler borgmesteren for kommunen Uribe i delstaten Meta syd for hovedstaden Bogotá. Et byrådsmedlem i samme kommune forklarer at småbønder fælder træer for at plante ris, majs og madbananer: “De fælder ikke træer for tømmerets skyld, men for at udvidde deres landbrug, for nu er der ingen, der fortæller dem, at de ikke må.”

FARC udstak en vifte af miljørelaterede regler, som de opretholdt ved hjælp af bøder og andre sanktioner. Som forpersonen for landsbyrådet i Montañita forklarer til La Silla Vacía uddelte FARC en miljømanual til alle landsbyråd. Somme tider diskutterede landsbyrådene reglerne med FARC, og de blev modificeret hvis landsbyrådene for eksempel fandt reglerne for strikte, fortæller landsbyforpersonen.

Afskovningens forskellige dynamikker

I den sydlige delstat Guaviare er situationen kritisk. En ny rapport fra Institut for Hydrologi, Meteorologi og Miljøundersøgelser under Miljøministeriet (IDEAM) viser at tre ud af de otte knudepunkter, hvor afskovningen er steget eksponentielt i første kvartal af 2017, ligger i Guaviare.

En anonym kilde fra miljøministeriet betragter afskovningen som en sideeffekt af post-konflikten. Kilden forklarer, at der er sket et boom i jordopkøb I Guaviare. Der er eksempler på personer, der opkøber hele landsbyer, og det skyldes, at fredsaftalen skaber store forventninger til at de uformelde jordbesiddelser kan blive formaliseret. Ifølge kilden er det primært store jordejere, der udvider deres besiddelser.

I nabo-delstaten Caquetá er situationen anderledes i den forstand, at afskovningen er drevet af fordrevne småbønder, der vender tilbage og indtager udyrket land. Sådan betragter et byrådsmedlem i kommunen Cabrera situationen.

Direktøren for miljømyndigheden Corpoamazonia fastholder at afskovningen ikke er drevet af en enkelt factor, men at én ting, der står klart, er, at folk indtager nye landområder til kvægdrift, og dette kan skyldes at FARC har forladt området.

I den nordvestlige delstat Chocó er billedet blandet. I nogle områder er afskovningen stor på grund af illegal minedrift, mens det i andre områder, som IDEAM har kategoriseret som ‘kritiske’, er faldet. Miljømyndigheden Codechocó identificerer to tendenser, som kan forklare, at afskovningen ikke er steget. I nogle kommuner har henholdsvis guerillabevægelsen ELN og den paramilitære gruppe Los Gaitanistas overtaget de områder, som FARC har forladt. Her er statistikkerne for afskovning stabile, fordi de nye ”autoriteter” har overtaget de regelsæt, som FARC stod i spidsen for førhen. I andre områder kæmper ELN og Los Gaitanistas om kontrollen. Her er afskovningen bremset, for som miljømyndigheden udtaler: “Der er ingen, der vil give sig til at fælde skov midt I kamphandlinger.”

Statens Strategi

For at imødegå afskovningen i områder tidligere kontrolleret af FARC har den colombianske regering iværksat en ny strategi. Strategien består i ugentlige møder mellem 19 statslige institutioner, herunder hæren, politiet og de lokale miljømyndigheder. Her koordineres indsatser som uddannelse I miljøbeskyttelse, militære operationer og vej- og flodkontroller for at bremse illegal handel med tømmer.

I Caquetá har strategien fungeret som pilotprojekt siden januar 2017. 83 personer er blevet arresteret og 720.000 m2 tømmer er blevet beslaglagt. Alligevel viser statistikkerne at afskovningen sker langt hurtigere end myndighederne har kapacitet til at kontrollere.

I Guaviare, hvor strategien også er indført, har myndighederne kun gennemført én koordineret operation.  Her blev kommissionen angrebet af den dissident-front, som brød ud af FARC allerede ved fredsprocessens begyndelse, og en soldat fra hæren mistede livet.

I Chocó er det ligeledes vanskeligt at garantere sikkerheden for de koordinerede operationer mod afskovningen på grund af den væbnede konflikt.

Regeringen fastholder, at de sætter alle sejl  for den nye strategi, som den eneste måde at bremse afskovningen i områderne tidligere kontrolleret af FARC.

Sådan slutter artiklen af La Silla Vacía.

Civile indsatser for miljøbeskyttelse

Som en lille perspektivering vil jeg rette opmærksomheden på de sociale organisationer, som i øjeblikket kæmper for at beskytte naturen i de områder, de virker.

I Cimitarrafloddalen i Magdalena Medio, som jeg har besøgt adskillige gange, har FARC tidligere pålagt miljøregulativer, som I de ovenstående eksempler. Nu hvor FARC har forladt området, fortsætter den lokale bondeorganisation deres arbejde for at bevare og udbygge miljøbeskyttelsen. De arbejder for at udbrede økologisk jordbrug og begrænse afskovning, for eksempel gennem tilbagevendende workshops og produktive projekter.

Læs for eksempel om bondeorganisationens seneste workshop om agroøkologi:

http://www.prensarural.org/spip/spip.php?article21597

Tiden vil vise om den sociale organisering har styrken til at modstå de kræfter, der er interesserede i en hensynsløs udnyttelse af landets enorme uberørte naturressourcer.

Af Nina Lendal

På besøg hos FARC

farc

En reportage fra FARC’s afvæbnings- og reintegrationslejr i El Gallo og de omkringliggende bondesamfund.

El Gallo er et afsidesliggende sted, ved dæmningen Urrá i det sydlige Córdoba, hvor lokalbefolkningen har været hårdt ramt af den sociale og væbnede konflikt.

Området er præget af byggeriet af en hydroelektrisk dæmning i slut-halvfemserne, som har oversvømmet store dele af landbrugsjorden, afskåret landsbyerne fra transportveje og ødelagt økosystemet og bøndernes økonomi.

Da staten og firmaet bag dæmningen opkøbte bøndernes jorde, blev de lovet et bedre liv inde i byen. Men bønderne kunne ikke skabe et nyt liv ud fra den betaling de fik for deres jordlodder, og dem der ikke ville sælge blev truet og ofte dræbt af paramilitære grupper.

Guerillaen har kæmpet mod staten og de paramilitære, for småbøndernes ret til at eje og dyrke jorden. Efter at have været i lejren i 6 måneder har de nu tidligere guerilla-soldater i disse uger indleveret de sidste af deres personlige våben. Våbnene ligger endnu nær lejren i FN-overvågede våbencontainere, som først bliver hentet d. 1. August.

Paramilitære grupper er stadigt aktive i området og truer med at angribe den afvæbnede guerilla.

FARC2

På trods af den anspændte og bekymrende situation belv vi vel modtaget, da vi besøgte lejren, og vi fik indtrykket af en rolig og håbefuld stemning.  Eks-guerillaerne udviste en tydelig vilje til fortsat at bidrage til at fredsaftalerne implementeres, i ønsket om at det kan føre til gode forandringer helt herude på kanten af Colombia.

De forsamlede FARC-medlemmer har planer om at gøre lejren permanent. Idéen med at ligge lejren i dette område er at skabe en base for politisk og socialt arbejde i et område, der altid har været forsømt (og mishandlet) af den colombianske stat.

Hvis det skal lykkes kræver det imidlertid konstant international bevågenhed og ledsagelse fra sociale bevægelser.

Julie Wetterslev, Gallo

Sociale bevægelser for fred

I dag (mandag, red.) holdt vi workshop med 40 bønder og studerende i udkanten af Montería. De har det tilfælles, at de allesammen er organiserede i bevægelser som på forskellig vis arbejder for at få ordene i fredsaftalen omsat til virkelighed.

Her i Montería er jorden meget ulige fordelt, og fredsprocessen foreskriver at en større landreform skal gennemføres i Colombia. De bondeorganisationer, vi mødte i dag, var skeptiske overfor, hvorvidt det kommer til at ske – men de havde stor lyst til at styrke organisationerne og stille krav til staten om at overholde denne del af fredsaftalen.

De unge talte særligt om behovet for fredspædagogik, forsoning og kommunikation gennem kunst, kultur og nye teknologier.

Det er helt afgørende, at befolkningen i både land og by får en god forståelse af fredsaftalerne, hvis de skal kunne kræve de rettigheder og forbedringer den indeholder, og her vil alle disse forslag kunne spille ind.

Julie Wetterslev, Montería

Fredspædagogik og forsoning i Colombia

Fernando Lugo fra FEU

Enhedslisten er i disse uger i Colombia for at følge implementeringen af fredsprocessen i landet. I Bogotá lavede vi et interview med Fernando Lugo fra Studenterbevægelsen FEU (Federación de Estudiantes Universitarios). Han forklarede hvordan organisationen arbejder med fredspædagogik og forsoning ved afslutningen af mere end 53 års borgerkrig.

Hvad tænker de unge om fredsprocessen i Colombia?

Vi ved at fredsprocessen er en historisk sejr i Colombia. I lang tid forsøgte de at få os til at tro, at fred var umuligt, at det var en utopi. Nu ser vi, at det kan lade sig gøre. Vi ved også at der er mange udfordringer, og at vi som unge og universitetsstuderende kan spille en stor rolle i implementeringen af fredsaftalerne. Vi er sikre på, at vi er fredsgenerationen.

Hvordan hænger fredsprocessen sammen med studenterbevægelsens arbejde? 

Vi har ikke noget egentligt offentligt uddannelsessystem i Colombia, og vi mener at kampen om universiteterne er forbundet med kampen om hvordan landet skal være i fremtiden. Den sociale, politiske og væbnede konflikt har altid været en kamp om hvordan landet skulle organiseres, og desuden har den væbnede konflikt været med til at kriminalisere politisk arbejde. Før 2012 (hvor fredsforhandlingerne startede, red.), blev man betragtet som terrorist hvis man var politisk aktiv, eller hvis man blot talte om en forhandlet løsning på konflikten.

Hvad har studenterbevægelsen opnået i Colombia i de seneste år?

I 2012 lykkedes det os at lave en stor studenterstrejke, hvor vi fik standset et lovprojekt som gik ud på at privatisere nogle af de offentlige universiteter. Det var med til at vise mange unge at reel forandring ikke skabes i parlamentet, men snarere gennem folkelig mobilisering. Året efter startede fredsforhandlingerne, og studenterbevægelsen involverede sig, sammen med bønderne, de oprindelige folk og afro-colombianerne.

Vi tabte som bekendt folkeafstemningen om de færdige fredsaftaler i oktober 2016, men efterfølgende lavede vi større mobiliseringer, der var med til at sikre, at der blev en endelig aftale.

Hvordan kan det være, at nogle er imod fredsprocessen?

I Colombia har man fortalt mange løgne om freden. Man har sagt at fredsaftalerne ville skabe et homo-diktatur, at de ville overgive landet til FARC, at vi ville blive til et Castro-chavistisk diktatur. Og det er muligt at overbevise folk om de her ting, fordi dele af befolkingen er meget konservative, hvilket også skyldes de mange år med krig. Så vi har prøvet at argumentere for en anden forståelse af fred, fordi fred må betyde forbedringer i hele samfundet.

Hvilke udfordringer er der forbundet med at skabe fred i Colombia?

Først og fremmest må folk forstå, at implementeringen af fredsaftalen ikke afhænger alene af regeringen og FARC, men af os alle i samfundet. For det andet må folk forstå, at fredsaftalerne ikke er lavet for at tilgodese oprørsbevægelsen, men for at skabe forbedringer for landet samlet set. For det tredje må vi forstå, at krig er lig med usikkerhed, og at fred er fremtiden – i et moderne, demokratisk og forsonet samfund.

Hvordan har i arbejdet med disse udfordringer?

Fra studenterbevægelsen har vi inviteret de universitetsstuderende til at deltage i fredsprocessen. I stedet for at kræve at regeringen åbner dørene, for at de tidligere guerilla-soldater kan blive en del af samfundet igen, så handler det også om, at vi som individer og samfund skal åbne vores døre og vores arme så de tidligere oprørere kan blive socialt, politisk og økonomisk reintegreret på bedste vis.

Hvad har I gjort konkret?

Vi har lavet en frivillig freds-praktik, som har involveret 2000 universitetsstuderende, der aldrig før har været politisk eller socialt aktive, og som ønskede at deltage i dette vigtige øjeblik. Disse studerende er taget på et ophold i 6 af de zoner, hvor ex-guerillaerne er koncentrerede og i gang med at demobilisere og reintegrere sig, og så har vi udviklet diverse pædagogiske, kulturelle og kunstneriske projekter, hvor FARC-EP og de studerende har mødt hinanden og har kunnet lære hinanden at kende.

Under krigen i Colombia blev guerillaerne beskrevet som onde, som ikke-mennesker, det var okay at isolere og slå ihjel. Gennem det her projekt får vi bugt med den dehumanisering, fordi de studerende oplever, at de tidligere guerilla-soldater er mennesker med drømme og idealer som alle andre. På den måde er vi begyndt at gå af den vej, der skal føre til reel fred og forsoning i Colombia.

Julie Wetterslev, Bogotá

Dansk delegation følger freden i Colombia

delegation2017

En delegation fra Enhedslisten og International Forum er i denne uge i Colombia for at følge op på fredsprocessen og styrke samarbejdet med Marcha Patriótica, en sammenslutning af sociale bevægelser på den colombianske venstrefløj. I den kommende uge vil vi løbende poste lidt om turen her på ColombiaNYT.

Det første indlæg bliver denne video, der er optaget i Medellin i tirsdags, d. 26. juni i forbindelse med en markering af FARC’s totale afvæbning FN.