Colombia: Kampen fortsætter

Af Nina Lendal, frivillig for International Action for Peace

På papiret er der fred i Colombia, men for de sociale bevægelser fortsætter kampen for social retfærdighed. Årsdagen for fredsaftalens ikrafttræden (24/11/17) præges af brudte løfter, træghed i implementeringen, voldelige angreb på fredelige protester og en stigning i selektive drab på sociale ledere. Alligevel fastholder de bondeorganisationer, jeg ledsager gennem International Action for Peace (IAP), deres tro på fredens vej med fredsaftalen som en afgørende løftestang for sociale forandringer.

På min seneste ledsagelse spurgte jeg menneskerettighedsforkæmperen Julio, hvordan han syntes det gik med fredsprocessen. Han svarede, at det korte svar er ”skidt”. Vi befandt os i Guaviare på kanten af Amazonas, hvor de regionale bondeorganisationer havde indkaldt til tre dages mobilisering til forsvar for fredsaftalen. Mobiliseringen var indkaldt på baggrund af regeringens adskillige aftalebrud som del af en national protest med alt fra markeringer og demonstrationer til vejblokader.

Julio er ikke overrasket over regeringens aftalebrud. Som i resten af Colombia, har lokalsamfundene i Guaviare adskillige uopfyldte aftaler liggende, som de har indgået med regeringen efter tidligere strejker og protester. Han resignerer dog ikke af den grund, blandt andet fordi den omfattende nationale og internationale opmærksomhed omkring aftalen sår et vis håb for, at regeringen kan presses til at levere.

De bondeorganisationer, jeg ledsager gennem IAP, er enige om, at fredsaftalen er et dokument, der kan være en afgørende løftestang for sociale landvindinger. Som bondelederen Eduardo udtrykte det til et seminar nogle dage inden mobiliseringen; ”Fredsaftalen er ikke bare til gavn for guerillaen. Tværtimod. 95 % af aftalen handler om at tage fat ved konfliktens rødder. Den søger at gøre op med den strukturelle uretfærdighed. Den handler om skoler, veje og jord til os bønder. Derfor må vi ud og forsvare den”.

Guerillabevægelsen FARC-EP (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia – Ejército del Pueblo) har overholdt sin del af aftalen. I august 2017 indleverede bevægelsen sine sidste våben og d.1.september overværede jeg, at de omdannede sig til et politisk parti med stor festivitas på Bolivarpladsen i Bogotá. Partiet fik det nye navn Fuerza Alternativa Revolucionaria del Común (FARC), som betyder Fællesskabets Alternative Revolutionære Kraft.

Det går mere trægt for regeringen. Heraf Julios slette diagnose. Senest har FN udtrykt deres bekymring over at regeringen ikke leverer[i]. Som Julio minder mig om, har fredsprocessen mange fjender, og de sætter deres kræfter ind både i lovgivningsprocessen, i implementeringen og langt ud over det lovformelige Colombia.

Kan aftalen forhales til døde?

I oktober 2016 stemte colombianerne nej til fredsaftalen med en sølle stemmeprocent og et snævert flertal. Ud over at aftalen blev modificeret med højrefløjens fingeraftryk, betyder nejet at hele aftalen skal igennem en almindelig lovgivningsproces, hvor aftalen bliver genforhandlet og ikke mindst forhalet.

Et eksempel er lovgivningsprocessen omkring den særlige fredsdomstol (La Juristicción Especial de Paz), som skal tildele amnesti eller nedsatte straffe til krigens forbrydere på den betingelse, at de bidrager til at få sandheden frem om konflikten.

Fredsdomstolen er et centralt konfliktpunkt mellem fortalere og modstandere af fredsaftalen. Nej-fløjen kritiserer især, at FARCs ledere kan stille op til valg, mens Ja-fløjen fastholder, at fredsaftalens essens netop er, at guerillaen erstatter sine våben med politiske argumenter og går demokratiets vej. I begge lovgivende kamre er lovforslaget blevet forhalet af hundredvis af ændringsforslag, og desuden er senatorer udvandret i stor stil, så der gentagende gange ikke har været tilstedeværende nok til at stemme. Fredsdomstolen er endelig ved at være vedtaget, dog i en noget mere tandløs version end den oprindelige version i aftalen.

Der er ikke noget nyt i, at den tidligere præsident Alvaro Uribe og hans slæng søger at obstruere fredsaftalens implementering, men med fredsdomstolens lovgivningsproces er regeringskoalitionen, som ellers stod sammen om fredsaftalen, begyndt at smuldre. Dette er et klart symptom på, at præsidentvalget i marts og maj 2018 nærmer sig, og desværre for fredsprocessen finder mange politikere det opportunt at stille sig kritisk overfor fredsdomstolen, som er en bærende søjle i fredsaftalen.[ii]

Grundlovsdomstolen har erklæret at fredsaftalen er juridisk bindende i de næste tre præsidentperioder. Alligevel er der velbegrundet frygt for, at hele processen falder til jorden, hvis modstanderne af fredsaftalen vinder det forestående valg.

Den hårde linje

Mobiliseringen i Guaviare kredser om to centrale aftalebrud; de forcerede rydninger af kokamarker og de fortsatte drab på sociale ledere.

I forhold til kokaen, lover fredsaftalen programmer med omfattende støtte til omlægning til andre afgrøder, men, blandt andet på grund af pres fra USA, har regeringen iværksat en offensiv med forcerede rydninger af kokamarker. Disse rydninger bliver mødt med massive protester over hele landet, som igen bliver mødt med statens hårde hånd.

Mest voldsomt gik det for sig i Tumaco i delstaten Nariño d.5 oktober 2017, da politiet skød og dræbte 9 protesterende kokabønder. Politiet forsvarer sig med, at protesterne var ledet af FARC-dissidenter og kriminelle bander; et nyt tvist på en gammel traver i Colombia, hvor regimet i årevis har undertrykt al opposition med det argument at guerillaen stod bag. De lokale fastholder at protesterne var civile, og at det angreb, som politiet hævder at have forsvaret sig mod, kan have været tåregaspatroner, som de protesterende kastede tilbage mod politiet.

I bussen på vej til Guaviare tikkede nyheden ind på min kollegas mobil, at 4 kokabønder var blevet sårede i konfrontation med politiet. Fra talerstolen dagene efter lød bøndernes krav på, at staten holder op med at behandle dem med ”krigens metoder”, at de overholder fredsaftalen og standser de forcerede rydninger.

Regeringen fastholder en dobbeltstrategi med en kombination af forcerede rydninger og programmer med frivillig omlægning. I Catatumbo oplevede jeg hvordan disse to strategier kolliderede, for mens projektarbejdere fra det nye omlægningsprogram forhandlede lokalaftaler med landsbyrådene og bondeorganisationen, sendte centralregeringen tropper ud for at rydde kokamarker. Projektarbejderne sagde mange pæne ord på den fodboldbane, hvor 300 bønder var forsamlet til info om den frivillige omlægning, men bøndernes indgroede mistillid blev ikke mindre af statens tvetydige opførsel. Den frivillige omlægning, er en proces der kræver tid og ressourcer, men i øjeblikket lader det til, at der er langt flere ressourcer til den hårde linje.[iii]

Skal det være alfabetisk, før man kan kalde det systematisk?

D.16. juli 2017 dræbte ukendte gerningsmænd Ezequel Rangel; en ung bondeleder for organisationen Asociación Campesina del Catatumbo. Han deler skæbne med utallige sociale ledere, som er blevet dræbt siden fredsaftalen, på trods af aftalens løfter om sikkerhedsgarantier for politisk deltagelse.[iv]

Statistikkerne for dræbte ledere varierer en del. En rapport fra Indepaz og Marcha Patriótica beretter om, at 133 menneskerettighedsforkæmpere blev dræbt bare i første halvdel af 2017, mens FNs mere konservative bud er 78 dræbte ledere og medlemmer af sociale organisationer i 2017. Menneskerettighedsorganisationerne i landet er dog enige om at tallene er bekymrende og kalder på handling fra regeringen[v].

Den colombianske regering nægter at tale om systematiske drab. Derfor har der verseret en galgenhumoristisk kommentar på de sociale medier med spørgsmålet: ”Skal det være alfabetisk, før man kan kalde det systematisk? ” Juridisk set, skal der være klarhed om aktøren bag, før man kan tale om systematiske drab, men denne klarhed lader vente på sig.

Fælles for størstedelen af drabene er, at de er begået i områder, der tidligere var domineret af FARC-EP. Et faktum der indikerer, at staten ikke har været i stand til at etablere kontrol i områderne.

Drabene på sociale ledere vækker ubehagelige minder fra det politiske folkedrab på Unión Patriótica: Et parti, der blev dannet af FARC-EP i 1985 som resultat af en fredsproces. Partiet opnåede stor opbakning i de første valg efter dannelsen, men blev brutalt udslettet idet mellem 3500 og 5000 medlemmer af partiet blev dræbt, herunder to præsidentkandidater, 8 kongresmedlemmer, 13 medlemmer af delstatsrådene, 70 byrådsmedlemmer og 11 borgmestre[vi].

Bondelederne, jeg ledsager, kender kun alt for godt deres lands historie, og de ved, at der ikke er langt fra nej-fløjens velfriserede politikere til de maskerede motorcykelryttere, der opsøger og skyder deres kammerater. Fremtiden må vise om fredsprocessen formår at sætte en stopper for de paramilitære kræfter, der vinder terræn i store dele af landet.

Hvert et rum for deltagelse må udnyttes

I udkanten af Barrancabermeja overværede jeg, at 20 delegerede kvinder fra Cimitarra-floddalen mødtes for at tale om hvordan fredsaftalen søger at fremme kvinders politiske deltagelse. På politisk niveau er der dannet 16 særlige valgkredse, hvor beboerne i områder hårdest ramt af konflikten kan vælge en repræsentant fra de sociale organisationer til kongressen. Her skal alle valglisterne bestå af en kvinde og en mand. Desuden ligger fredsaftalen vægt på deltagelse af såvel kvinder som afrocolombianere og oprindelige folk i implementeringen lige fra det nationale til det lokale.

Diskussionerne kom langt omkring, og efter at have beklaget sig over regeringens sædvanlige aftalebrud, sagde én af kvinderne fra Cimitarra-floddalen, at det måske var tid til at lægge sin mistillid lidt til side. De andre kvinder svarede, at det snarere er et spørgsmål om at fastholde presset på regeringen. Første skridt er at kende aftalen, sagde en af kvinderne, og derefter må vi udnytte ethvert rum for deltagelse, som fredsaftalen åbner.

Bondeorganisationerne i Guaviare, Catatumbo og Cimitarra-floddalen er klar til at spille på alle strenge; fra den lokale deltagelse til den parlamentariske og på gaden om nødvendigt. Kampen fortsætter!

[i] http://www.elcolombiano.com/colombia/acuerdos-de-gobierno-y-farc/onu-pide-cumplir-con-el-acuerdo-con-las-farc-HD7702393

[ii] Semana Edición no 1855. “La JEP en cintura” og “Último minuto”.

[iii] Semana Edición no 1849. ”La Batalla que se está perdiendo” og “Fracaso Anunciado”.

[iv] http://prensarural.org/spip/spip.php?article21789

[v] http://www.acnur.org/noticias/noticia/acnur-se-muestra-preocupado-por-el-incremento-en-los-asesinatos-de-lideres-comunitarios-en-colombia/ og http://www.indepaz.org.co/wp-content/uploads/2017/08/TROCHAS-DE-PAZ-Y-ESPERANZA-Informe-Nacional-de-Derechos-Humanos-enero-junio-de-2017.-Final.pdf

[vi] https://es.wikipedia.org/wiki/Uni%C3%B3n_Patri%C3%B3tica_(Colombia)

Advertisements

Kokamarker ryddes med magt på trods af aftaler om frivillig omlægning

Jeg er taget til Colombia som fredsobservatør for at ledsage bondeorganisationer, der er udsat for forfølgelse på grund af deres sociale og politiske engagement. Min første ledsagelse går til regionen Catatumbo i det nordøstlige Colombia.

I bilen på vej til landsbyen fortæller bondelederen Fredy mig, at bøndernes primære økonomiske aktivitet i området er kokadyrkning. På grund af den elendige infrastruktur og den manglende statslige støtte til småbønder er koka den eneste afgrøde, som kan generere en indtægt. Fredy udpeger nogle kokamarker på de henrivende bjergskrænter; nogle er blottet for beskueren, mens andre er gemt under madbananernes palmeblade.

Den colombianske regering har netop iværksat en offensiv, hvor hær, politi og en række civile myndigheder river kokaplanter op manuelt uden lokalsamfundenes samtykke. Denne fremgangsmåde er i modstrid med fredsaftalen, som blev indgået mellem den colombianske regering og guerillabevægelsen FARC-EP i slutningen af 2016 og som lover programmer baseret på frivillig omlægning af koka til andre afgrøder.

Inden min rejse til Catatumbo talte jeg med Christian og Lizeth fra den sociale og politiske bevægelse Marcha Patriótica om problematikken. Christian havde lige været i Cauca og Guaviare for at dokumentere situationen for kokabønderne. Begge de lokalsamfund, han havde besøgt, var udsat for forceret rydning, fortalte han, og dette på trods af at bønderne havde udtrykt ønske om frivillig omlægning. I Guaviare var der endda allerede igangsat et pilotprojekt for omlægningen.

Lizeth gør mig opmærksom på, at de forcerede rydninger er iværksat på grund af pres fra USA. Under et besøg i Washington i maj talte Colombias præsident Santos med USA’s præsident Trump om problematikken[i], og siden da er tonen skærpet. William Brownfield, som er assisterende sekretær for internationale narkobekæmpelsesanliggender i USA, udtaler, at det vil gå ud over de bilaterale relationer mellem USA og Colombia, hvis Colombia ikke omgående gør noget ved kokaproduktionen[ii].

USA’s påskud for at presse Colombia er at kokaproduktionen er steget voldsomt de seneste år. FN’s årlige studie viser, at arealet tilplantet med koka steg fra 96.000 hektarer i 2015 til 146.000 hektarer i 2016, hvilket svarer til en stigning på 52 %[iii]. Regeringen i USA taler om 188.000 hektarer i 2016 og en stigning på 130 % over de sidste tre år af fredsprocessen.

I et interview til mediet Semana peger den colombianske minister for postkonflikt Rafael Pardo tre årsager til stigningen. Den primære grund han fremhæver er, at den colombianske peso ligger meget lavt i forhold til dollaren. Det betyder, at eksportvirksomheden, som kokadyrkningen er knyttet til, er ekstra lukrativ. Et andet element er, at forbruget af kokain i USA er steget.

Sidst men ikke mindst fremhæver Pardo, at de forventninger, som fredsprocessen har skabt, kan have motiveret mange bønder til at plante koka. Hvis jeg var en fattig bonde i Colombia, ville jeg selv overveje at plante en halv hektar med koka, for fredsaftalen lover både individuel støtte og lån til omlægning, samt kollektive projekter til fremme af den lokale bondeøkonomi i områder med meget koka.

En fjerde faktor, som postkonfliktministeren ikke nævner, er at paramilitære grupper rundt omkring i landet modarbejder omlægningen, da de er interesserede i at fortsætte deres narkoforretninger. D.4. august i år blev bondelederen Nidio Dávila dræbt af paramilitære på grund af sit arbejde for at omlægge kokamarkerne i sit lokalområde i Nariño i det sydlige Colombia. Tyve mænd, som identificerede sig som medlemmer af den paramilitære gruppe de Gaitanistiske selvforsvarsstyrker, hentede Nidio i hans hjem og bragte ham til et sted kaldet El Cable, hvor han blev henrettet i de lokale beboeres påsyn. Ifølge de overlevende truede de paramilitære med at dræbe enhver, der fortsatte med at tale om omlægning af kokamarkerne[iv].

Faktum er, at kokaproduktionen er steget som resultat af en række forskellige faktorer. Det, der deler vandene, er spørgsmålet om hvilken respons problemet kræver.

Postkonfliktministeren forklarer til Semana, at regerings plan er at rydde 50.000 hektarer med magt og fjerne andre 50.000 hektarer gennem frivillig omlægningiii. Han uddyber dog ikke hvilke kriterier, der guider den forcerede rydning.

Fredsaftalen udtrykker tydeligt, at der udelukkende bør tyes til rydning med magt i tilfælde hvor lokalsamfund eller individer nægter at omlægge[v]. Regeringens fremfærd tyder dog på, at der ikke er vilje til at give den frivillige omlægning den tid og de ressourcer den behøver. I stedet for at gå den fredelige vej, som fredsaftalen udstikker, skaber den colombianske regering mere konflikt og militarisering af landets rurale områder.

Fremme i landsbyen fortæller bondelederen Fredy, at den forcerede rydning af kokamarker i Catatumbo har været rimelig begrænset. En del af forklaringen er, at bønderne i Catatumbo efter omfattende protester i 2013 fik den colombianske regering til at underskrive en banebrydende aftale om ikke at rydde kokamarker med magt. Regeringen har overholdt aftalen delvist, fortæller Fredy, for der har været sporadiske rydninger. Den anden del af forklaringen er ifølge Fredy, at lokalsamfundenes reaktion er stærk, når rydningsindsatserne kommer til Catatumbo. ”Så det er ikke nemt for dem her, ” slutter han.

Overalt i Colombia modsætter lokalsamfundene sig de forcerede rydninger, for selvom de er villige til at omlægge, har de brug for mad på bordet. I opråb til regeringen og offentligheden minder de om fredsaftalens fjerde punkt om frivillig omlægning og erklærer ”Nej til forceret rydning, frivillig omlægning nu!” [vi]

International ledsagelse i Colombia.
Nina Lendal er i Colombia for at ledsage en række bondeorganisationer, som har brug for international rykdækning på grund af den forfølgelse, de er udsat for. Hun er en del af International Action for Peace, som du kan læse mere om her: http://www.actionpeace.org/ Det næste års tid vil Nina berette til Colombianyt om hvordan fredsopbygningen og den fortsatte konflikt ser ud fra nogle af de mest afsides kroge af Colombia.

 

 

[i] http://www.semana.com/nacion/articulo/eeuu-pide-a-colombia-a-reanudar-la-aspersion-aerea-de-los-cultivos-de-coca/528490

[ii] http://www.infobae.com/america/colombia/2017/08/03/estados-unidos-alerto-de-posibles-problemas-bilaterales-con-colombia-por-el-aumento-de-los-cultivos-de-coca/

[iii] http://www.semana.com/nacion/articulo/rafael-pardo-explica-por-que–han-crecido-los-cultivos-ilicitos/532568

[iv] http://prensarural.org/spip/spip.php?article21889

[v] Fredsaftalens punkt 4.1.3.2

[vi] http://www.prensarural.org/spip/spip.php?article21652

 

Afskovningen stiger i områder forladt af FARC

Det følgende er en fri oversættelse af artiklen “El impacto ambiental de la salida de las FARC” fra det colombianske medie La Silla Vacía, 05/07/17.

http://lasillavacia.com/historia/el-impacto-ambiental-de-la-salida-de-las-farc-61592

I årevis har guerrillabevægelsen FARC-EP udstukket retningslinier for miljøbeskyttelse, for eksempel begrænsninger på fældning af skov, i de områder, de kontrollerede. Nu øges afskovningen i mange af de regioner, som guerrillaen har forladt for at nedlægge våben og påbegynde indslusning i det civile liv.

Det colombianske medie La Silla Vacía har undersøgt fire cases og talt med borgmestre, medlemmer af byråd og miljømyndigheder om afskovningsproblematikken.

“Al den skov, som guerillaen har undladt at fælde i 50 år, har andre fældet i år,” udtaler borgmesteren for kommunen Uribe i delstaten Meta syd for hovedstaden Bogotá. Et byrådsmedlem i samme kommune forklarer at småbønder fælder træer for at plante ris, majs og madbananer: “De fælder ikke træer for tømmerets skyld, men for at udvidde deres landbrug, for nu er der ingen, der fortæller dem, at de ikke må.”

FARC udstak en vifte af miljørelaterede regler, som de opretholdt ved hjælp af bøder og andre sanktioner. Som forpersonen for landsbyrådet i Montañita forklarer til La Silla Vacía uddelte FARC en miljømanual til alle landsbyråd. Somme tider diskutterede landsbyrådene reglerne med FARC, og de blev modificeret hvis landsbyrådene for eksempel fandt reglerne for strikte, fortæller landsbyforpersonen.

Afskovningens forskellige dynamikker

I den sydlige delstat Guaviare er situationen kritisk. En ny rapport fra Institut for Hydrologi, Meteorologi og Miljøundersøgelser under Miljøministeriet (IDEAM) viser at tre ud af de otte knudepunkter, hvor afskovningen er steget eksponentielt i første kvartal af 2017, ligger i Guaviare.

En anonym kilde fra miljøministeriet betragter afskovningen som en sideeffekt af post-konflikten. Kilden forklarer, at der er sket et boom i jordopkøb I Guaviare. Der er eksempler på personer, der opkøber hele landsbyer, og det skyldes, at fredsaftalen skaber store forventninger til at de uformelde jordbesiddelser kan blive formaliseret. Ifølge kilden er det primært store jordejere, der udvider deres besiddelser.

I nabo-delstaten Caquetá er situationen anderledes i den forstand, at afskovningen er drevet af fordrevne småbønder, der vender tilbage og indtager udyrket land. Sådan betragter et byrådsmedlem i kommunen Cabrera situationen.

Direktøren for miljømyndigheden Corpoamazonia fastholder at afskovningen ikke er drevet af en enkelt factor, men at én ting, der står klart, er, at folk indtager nye landområder til kvægdrift, og dette kan skyldes at FARC har forladt området.

I den nordvestlige delstat Chocó er billedet blandet. I nogle områder er afskovningen stor på grund af illegal minedrift, mens det i andre områder, som IDEAM har kategoriseret som ‘kritiske’, er faldet. Miljømyndigheden Codechocó identificerer to tendenser, som kan forklare, at afskovningen ikke er steget. I nogle kommuner har henholdsvis guerillabevægelsen ELN og den paramilitære gruppe Los Gaitanistas overtaget de områder, som FARC har forladt. Her er statistikkerne for afskovning stabile, fordi de nye ”autoriteter” har overtaget de regelsæt, som FARC stod i spidsen for førhen. I andre områder kæmper ELN og Los Gaitanistas om kontrollen. Her er afskovningen bremset, for som miljømyndigheden udtaler: “Der er ingen, der vil give sig til at fælde skov midt I kamphandlinger.”

Statens Strategi

For at imødegå afskovningen i områder tidligere kontrolleret af FARC har den colombianske regering iværksat en ny strategi. Strategien består i ugentlige møder mellem 19 statslige institutioner, herunder hæren, politiet og de lokale miljømyndigheder. Her koordineres indsatser som uddannelse I miljøbeskyttelse, militære operationer og vej- og flodkontroller for at bremse illegal handel med tømmer.

I Caquetá har strategien fungeret som pilotprojekt siden januar 2017. 83 personer er blevet arresteret og 720.000 m2 tømmer er blevet beslaglagt. Alligevel viser statistikkerne at afskovningen sker langt hurtigere end myndighederne har kapacitet til at kontrollere.

I Guaviare, hvor strategien også er indført, har myndighederne kun gennemført én koordineret operation.  Her blev kommissionen angrebet af den dissident-front, som brød ud af FARC allerede ved fredsprocessens begyndelse, og en soldat fra hæren mistede livet.

I Chocó er det ligeledes vanskeligt at garantere sikkerheden for de koordinerede operationer mod afskovningen på grund af den væbnede konflikt.

Regeringen fastholder, at de sætter alle sejl  for den nye strategi, som den eneste måde at bremse afskovningen i områderne tidligere kontrolleret af FARC.

Sådan slutter artiklen af La Silla Vacía.

Civile indsatser for miljøbeskyttelse

Som en lille perspektivering vil jeg rette opmærksomheden på de sociale organisationer, som i øjeblikket kæmper for at beskytte naturen i de områder, de virker.

I Cimitarrafloddalen i Magdalena Medio, som jeg har besøgt adskillige gange, har FARC tidligere pålagt miljøregulativer, som I de ovenstående eksempler. Nu hvor FARC har forladt området, fortsætter den lokale bondeorganisation deres arbejde for at bevare og udbygge miljøbeskyttelsen. De arbejder for at udbrede økologisk jordbrug og begrænse afskovning, for eksempel gennem tilbagevendende workshops og produktive projekter.

Læs for eksempel om bondeorganisationens seneste workshop om agroøkologi:

http://www.prensarural.org/spip/spip.php?article21597

Tiden vil vise om den sociale organisering har styrken til at modstå de kræfter, der er interesserede i en hensynsløs udnyttelse af landets enorme uberørte naturressourcer.

Af Nina Lendal

Paramilitære vil freden til livs

agc

Selvom den colombianske regering benægter, at de tiltagende eksempler på mord og trusler er systematisk og konsekvent benægter eksistensen af paramilitære grupper, så er 80 indbyggere, oprindelige folk i byen Bojaya ifølge hjemmesiden Pacifista netop blevet fordrevet af den paramilitære gruppering AGC, det skriver nyhedssitet Colombia Reports (http://colombiareports.com/peace-colombias-paramilitaries-embark-full-blown-terror-campaign/).

De militært udrustede og uniformede mænd talte så mange som 200, og i flere kommuner langs grænsen til Panama og stillehavskysten har lokale set grupper på helt op til 600 soldater.

14 aktivister dræbt – alene i januar
Allerede i den første måned af 2017 har 14 aktivister måttet lade livet. Sidste år blev 117 sociale ledere og menneskerettighedsforkæmpere dræbt (kilde: Indepaz).
De dræbte er lokale ledere, folk der kæmper for at forsvare miljø og naturressourcer, kæmper for at forsvare landarbejdernes og de oprindelige folks rettigheder – kort sagt: fortalere for fredsaftalen. Parallelt med de individuelle angreb rapporterer http://www.justiceforcolombia.org, at paramilitære har truet kendte organisationer som Fredskomitéen i San José de Apartadó (www.cdpsanjose.org), sammenslutningen af arbejderne indenfor agroøkologi og minedrift i Guacomó (AHAMG) og den mellemkirkelige retfærdigheds- og fredskommision, CIJP.
Det har fået menneskerettighedsorganisationer i Colombia til at kræve de mekanismer implementeret, der ifølge fredaftalen skulle fungere som sikkerhed for de sociale og politiske aktivister og garantere afvæbninger af landets paramilitære grupper.

Et skræmmende problem, der kan ødelægge freden i Colombia
D. 3. januar bragte avisen Washington Post en længere artikel om den fare, som angrebene og særligt regeringens laden stå til udgør for hele fredsprocessen i Colombia.
Mordene lader til at være rettet mod venstreorienterede aktivister, ledere blandt de oprindelige folk, fortalere for menneskerettigheder og medlemmer af den sociale parablyorganisation Marcha Patriótica. Frekvensen har de seneste måneder været tiltagende, efter at regeringen indgik den kontroversielle fredsaftale med den marxistiske oprørsgruppe FARC, der ellers bragte håb om en ende på den længste konflikt i Latinamerika. Hvis ikke regeringen snart skrider til handling, kan man frygte, at det blot er et spørgsmål om tid, før guerillaen ser sig nødsaget til at bryde våbenhvilen for at beskytte lokalbefolkningen i landområderne.

https://www.washingtonpost.com/world/the_americas/the-frightening-issue-that-could-destroy-colombias-peace-deal/2017/01/02/3e0a7fec-c304-11e6-92e8-c07f4f671da4_story.html?utm_term=.603cdd31b417

Morten Riis