Colombia: Kampen fortsætter

Af Nina Lendal, frivillig for International Action for Peace

På papiret er der fred i Colombia, men for de sociale bevægelser fortsætter kampen for social retfærdighed. Årsdagen for fredsaftalens ikrafttræden (24/11/17) præges af brudte løfter, træghed i implementeringen, voldelige angreb på fredelige protester og en stigning i selektive drab på sociale ledere. Alligevel fastholder de bondeorganisationer, jeg ledsager gennem International Action for Peace (IAP), deres tro på fredens vej med fredsaftalen som en afgørende løftestang for sociale forandringer.

På min seneste ledsagelse spurgte jeg menneskerettighedsforkæmperen Julio, hvordan han syntes det gik med fredsprocessen. Han svarede, at det korte svar er ”skidt”. Vi befandt os i Guaviare på kanten af Amazonas, hvor de regionale bondeorganisationer havde indkaldt til tre dages mobilisering til forsvar for fredsaftalen. Mobiliseringen var indkaldt på baggrund af regeringens adskillige aftalebrud som del af en national protest med alt fra markeringer og demonstrationer til vejblokader.

Julio er ikke overrasket over regeringens aftalebrud. Som i resten af Colombia, har lokalsamfundene i Guaviare adskillige uopfyldte aftaler liggende, som de har indgået med regeringen efter tidligere strejker og protester. Han resignerer dog ikke af den grund, blandt andet fordi den omfattende nationale og internationale opmærksomhed omkring aftalen sår et vis håb for, at regeringen kan presses til at levere.

De bondeorganisationer, jeg ledsager gennem IAP, er enige om, at fredsaftalen er et dokument, der kan være en afgørende løftestang for sociale landvindinger. Som bondelederen Eduardo udtrykte det til et seminar nogle dage inden mobiliseringen; ”Fredsaftalen er ikke bare til gavn for guerillaen. Tværtimod. 95 % af aftalen handler om at tage fat ved konfliktens rødder. Den søger at gøre op med den strukturelle uretfærdighed. Den handler om skoler, veje og jord til os bønder. Derfor må vi ud og forsvare den”.

Guerillabevægelsen FARC-EP (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia – Ejército del Pueblo) har overholdt sin del af aftalen. I august 2017 indleverede bevægelsen sine sidste våben og d.1.september overværede jeg, at de omdannede sig til et politisk parti med stor festivitas på Bolivarpladsen i Bogotá. Partiet fik det nye navn Fuerza Alternativa Revolucionaria del Común (FARC), som betyder Fællesskabets Alternative Revolutionære Kraft.

Det går mere trægt for regeringen. Heraf Julios slette diagnose. Senest har FN udtrykt deres bekymring over at regeringen ikke leverer[i]. Som Julio minder mig om, har fredsprocessen mange fjender, og de sætter deres kræfter ind både i lovgivningsprocessen, i implementeringen og langt ud over det lovformelige Colombia.

Kan aftalen forhales til døde?

I oktober 2016 stemte colombianerne nej til fredsaftalen med en sølle stemmeprocent og et snævert flertal. Ud over at aftalen blev modificeret med højrefløjens fingeraftryk, betyder nejet at hele aftalen skal igennem en almindelig lovgivningsproces, hvor aftalen bliver genforhandlet og ikke mindst forhalet.

Et eksempel er lovgivningsprocessen omkring den særlige fredsdomstol (La Juristicción Especial de Paz), som skal tildele amnesti eller nedsatte straffe til krigens forbrydere på den betingelse, at de bidrager til at få sandheden frem om konflikten.

Fredsdomstolen er et centralt konfliktpunkt mellem fortalere og modstandere af fredsaftalen. Nej-fløjen kritiserer især, at FARCs ledere kan stille op til valg, mens Ja-fløjen fastholder, at fredsaftalens essens netop er, at guerillaen erstatter sine våben med politiske argumenter og går demokratiets vej. I begge lovgivende kamre er lovforslaget blevet forhalet af hundredvis af ændringsforslag, og desuden er senatorer udvandret i stor stil, så der gentagende gange ikke har været tilstedeværende nok til at stemme. Fredsdomstolen er endelig ved at være vedtaget, dog i en noget mere tandløs version end den oprindelige version i aftalen.

Der er ikke noget nyt i, at den tidligere præsident Alvaro Uribe og hans slæng søger at obstruere fredsaftalens implementering, men med fredsdomstolens lovgivningsproces er regeringskoalitionen, som ellers stod sammen om fredsaftalen, begyndt at smuldre. Dette er et klart symptom på, at præsidentvalget i marts og maj 2018 nærmer sig, og desværre for fredsprocessen finder mange politikere det opportunt at stille sig kritisk overfor fredsdomstolen, som er en bærende søjle i fredsaftalen.[ii]

Grundlovsdomstolen har erklæret at fredsaftalen er juridisk bindende i de næste tre præsidentperioder. Alligevel er der velbegrundet frygt for, at hele processen falder til jorden, hvis modstanderne af fredsaftalen vinder det forestående valg.

Den hårde linje

Mobiliseringen i Guaviare kredser om to centrale aftalebrud; de forcerede rydninger af kokamarker og de fortsatte drab på sociale ledere.

I forhold til kokaen, lover fredsaftalen programmer med omfattende støtte til omlægning til andre afgrøder, men, blandt andet på grund af pres fra USA, har regeringen iværksat en offensiv med forcerede rydninger af kokamarker. Disse rydninger bliver mødt med massive protester over hele landet, som igen bliver mødt med statens hårde hånd.

Mest voldsomt gik det for sig i Tumaco i delstaten Nariño d.5 oktober 2017, da politiet skød og dræbte 9 protesterende kokabønder. Politiet forsvarer sig med, at protesterne var ledet af FARC-dissidenter og kriminelle bander; et nyt tvist på en gammel traver i Colombia, hvor regimet i årevis har undertrykt al opposition med det argument at guerillaen stod bag. De lokale fastholder at protesterne var civile, og at det angreb, som politiet hævder at have forsvaret sig mod, kan have været tåregaspatroner, som de protesterende kastede tilbage mod politiet.

I bussen på vej til Guaviare tikkede nyheden ind på min kollegas mobil, at 4 kokabønder var blevet sårede i konfrontation med politiet. Fra talerstolen dagene efter lød bøndernes krav på, at staten holder op med at behandle dem med ”krigens metoder”, at de overholder fredsaftalen og standser de forcerede rydninger.

Regeringen fastholder en dobbeltstrategi med en kombination af forcerede rydninger og programmer med frivillig omlægning. I Catatumbo oplevede jeg hvordan disse to strategier kolliderede, for mens projektarbejdere fra det nye omlægningsprogram forhandlede lokalaftaler med landsbyrådene og bondeorganisationen, sendte centralregeringen tropper ud for at rydde kokamarker. Projektarbejderne sagde mange pæne ord på den fodboldbane, hvor 300 bønder var forsamlet til info om den frivillige omlægning, men bøndernes indgroede mistillid blev ikke mindre af statens tvetydige opførsel. Den frivillige omlægning, er en proces der kræver tid og ressourcer, men i øjeblikket lader det til, at der er langt flere ressourcer til den hårde linje.[iii]

Skal det være alfabetisk, før man kan kalde det systematisk?

D.16. juli 2017 dræbte ukendte gerningsmænd Ezequel Rangel; en ung bondeleder for organisationen Asociación Campesina del Catatumbo. Han deler skæbne med utallige sociale ledere, som er blevet dræbt siden fredsaftalen, på trods af aftalens løfter om sikkerhedsgarantier for politisk deltagelse.[iv]

Statistikkerne for dræbte ledere varierer en del. En rapport fra Indepaz og Marcha Patriótica beretter om, at 133 menneskerettighedsforkæmpere blev dræbt bare i første halvdel af 2017, mens FNs mere konservative bud er 78 dræbte ledere og medlemmer af sociale organisationer i 2017. Menneskerettighedsorganisationerne i landet er dog enige om at tallene er bekymrende og kalder på handling fra regeringen[v].

Den colombianske regering nægter at tale om systematiske drab. Derfor har der verseret en galgenhumoristisk kommentar på de sociale medier med spørgsmålet: ”Skal det være alfabetisk, før man kan kalde det systematisk? ” Juridisk set, skal der være klarhed om aktøren bag, før man kan tale om systematiske drab, men denne klarhed lader vente på sig.

Fælles for størstedelen af drabene er, at de er begået i områder, der tidligere var domineret af FARC-EP. Et faktum der indikerer, at staten ikke har været i stand til at etablere kontrol i områderne.

Drabene på sociale ledere vækker ubehagelige minder fra det politiske folkedrab på Unión Patriótica: Et parti, der blev dannet af FARC-EP i 1985 som resultat af en fredsproces. Partiet opnåede stor opbakning i de første valg efter dannelsen, men blev brutalt udslettet idet mellem 3500 og 5000 medlemmer af partiet blev dræbt, herunder to præsidentkandidater, 8 kongresmedlemmer, 13 medlemmer af delstatsrådene, 70 byrådsmedlemmer og 11 borgmestre[vi].

Bondelederne, jeg ledsager, kender kun alt for godt deres lands historie, og de ved, at der ikke er langt fra nej-fløjens velfriserede politikere til de maskerede motorcykelryttere, der opsøger og skyder deres kammerater. Fremtiden må vise om fredsprocessen formår at sætte en stopper for de paramilitære kræfter, der vinder terræn i store dele af landet.

Hvert et rum for deltagelse må udnyttes

I udkanten af Barrancabermeja overværede jeg, at 20 delegerede kvinder fra Cimitarra-floddalen mødtes for at tale om hvordan fredsaftalen søger at fremme kvinders politiske deltagelse. På politisk niveau er der dannet 16 særlige valgkredse, hvor beboerne i områder hårdest ramt af konflikten kan vælge en repræsentant fra de sociale organisationer til kongressen. Her skal alle valglisterne bestå af en kvinde og en mand. Desuden ligger fredsaftalen vægt på deltagelse af såvel kvinder som afrocolombianere og oprindelige folk i implementeringen lige fra det nationale til det lokale.

Diskussionerne kom langt omkring, og efter at have beklaget sig over regeringens sædvanlige aftalebrud, sagde én af kvinderne fra Cimitarra-floddalen, at det måske var tid til at lægge sin mistillid lidt til side. De andre kvinder svarede, at det snarere er et spørgsmål om at fastholde presset på regeringen. Første skridt er at kende aftalen, sagde en af kvinderne, og derefter må vi udnytte ethvert rum for deltagelse, som fredsaftalen åbner.

Bondeorganisationerne i Guaviare, Catatumbo og Cimitarra-floddalen er klar til at spille på alle strenge; fra den lokale deltagelse til den parlamentariske og på gaden om nødvendigt. Kampen fortsætter!

[i] http://www.elcolombiano.com/colombia/acuerdos-de-gobierno-y-farc/onu-pide-cumplir-con-el-acuerdo-con-las-farc-HD7702393

[ii] Semana Edición no 1855. “La JEP en cintura” og “Último minuto”.

[iii] Semana Edición no 1849. ”La Batalla que se está perdiendo” og “Fracaso Anunciado”.

[iv] http://prensarural.org/spip/spip.php?article21789

[v] http://www.acnur.org/noticias/noticia/acnur-se-muestra-preocupado-por-el-incremento-en-los-asesinatos-de-lideres-comunitarios-en-colombia/ og http://www.indepaz.org.co/wp-content/uploads/2017/08/TROCHAS-DE-PAZ-Y-ESPERANZA-Informe-Nacional-de-Derechos-Humanos-enero-junio-de-2017.-Final.pdf

[vi] https://es.wikipedia.org/wiki/Uni%C3%B3n_Patri%C3%B3tica_(Colombia)

Advertisements

Piedad Córdoba præsenterer sig som præsidentkandidat

piedad_cordoba

Da hun i søndags besøgte Fidel Castros grav i Santiago de Cuba, benyttede den karismatiske venstrefløjs-politiker øjeblikket til at afsløre sit kandidatur til Colombias præsident-embede ved valget i 2018.

Ifølge netmediet cubadebate.cu valgte den 61-årige Piedad Córdoba at præsentere sit kandidatur da hun lagde blomster ved Fidels grav ’for at mindes hans støtte til fred og social retfærdighed i Colombia’ og ’for at kunne trække på hans energi, for at han kan give mig den styrke og den modstandskraft, som jeg får brug for i denne vanskelige kamp’.

Den tidligere senator Piedad Córdoba er et velkendt ansigt for alle der har beskæftiget sig med colombiansk politik gennem de sidste årtier. Fra 1994-2010 sad hun i senatet for centrum-venstre partiet El Partido Liberal (det liberale parti), omend dette arbejde blev afbrudt i 1999 da hun blev bortført og holdt fanget af en paramilitær gruppe i 16 dage. Hændelsen fik hende til at søge eksil i Canada i 2 år, før hun vendte tilbage til Colombia fast besluttet på at bidrage til at løse den væbnede konflikt i landet. I 2008 var hun konfliktmægler mellem den colombianske regering og FARC, og det lykkedes hende at overbevise FARC om at frigive 30 gidsler. Det blev afgørende for at skabe mulighed og rum for de fredsforhandlinger som gik igang et par år senere, først ved hemmelige forhandlinger i Oslo og siden ved åbne og offentlige forhandlinger i Havana.

Ikke desto mindre blev Córdoba ekskluderet fra senatet i 2010 og dømt udelukket fra at holde offentlige embeder de næste 18 år, efter at statsanklageren havde fremsat anklager om ’magtfuldkommenhed’ og for at have overskredet sit mandat i hendes rolle som mægler. Hun blev desuden anklaget for at have forbindelser til FARC, efter at det colombianske militær i forbindelse med et angreb på guerillaen i 2008 beslaglagde 3 computere som de hævdede indeholdt dokumentation og bevismateriale for sådanne forbindelser. Den colombianske Højesteret har siden afvist indholdet på computerne som gyldigt bevismateriale i en retssag, da det ikke kan udelukkes at militæret har manipuleret dokumenterne, og da det heller ikke kan afgøres med sikkerhed om computerne virkelig tilhørte FARCs ledelse.

En anden tiltale fra statsanklageren blev rejst i 2012, og drejede sig om at hun angiveligt skulle have autoriseret en betaling på 25 millioner colombianske pesos til en kandidat under parlamentsvalgene i 2010, hvilket ville være i strid med loven. For dette forhold blev hun igen afskåret fra at besidde offentlige stillinger i 14 år.

Piedad Córdoba nægtede at kende noget til de angivne penge-overførsler og sagde fra begyndelsen at anklagerne mod hende var fabrikerede som led i en politisk forfølgelse der skulle afskære hende fra at indtage sin retsmæssige plads i senatet. Hun anlagde sag ved Colombias statsråd i 2014 for at få dem til at studere bevismaterialet i de to sager mere nøje. I efteråret 2016 gav statsrådet hende medhold, og dermed annullerede de begge de forhold, der havde set ud til at sætte en stopper for hendes politiske karriere.

Mens hun var afskåret fra offentlige embeder, fortsatte Piedad Cordóba imidlertid sit politiske virke. I årene fra 2010-16 har hun besøgt alle hjørner af Colombia for at rådføre sig med lokalsamfund og lokale organisationer om deres prioriteter, og på den måde har hun fastslået sin rolle som talerør og leder for de mange organisationer på den colombianske venstrefløj. Hun har desuden fulgt fredsforhandlingerne i Havana tæt, og deltog i disse som repræsentant for ofrene for konflikten. Med sit stort opsatte afro-hår, sine ofte farverige gevandter og sin ukuelige kamp for oprindelige folk, afro-colombianere og kvinders rettigheder har hun en karismatisk og respekt-indgydende fremtoning, som let gør hende til den mest interessante kandidat at følge ved næste års præsidentvalg i Colombia.

Læs mere om Piedad Córdobas kandidatur her (på spansk).

Julie Wetterslev